Deltagerne i Seniorbio med Faglige Seniorer fik i Nordisk Film Biografer Kolding mandag 27. april en oplevelse, der gav grin, eftertanke og et sjældent indblik i et liv med Tourette-syndrom.
I Swear bygger på virkelige hændelser i skotten John Davidsons liv – og filmen gør det med en autenticitet, der rammer dybt.
Allerede i åbningen er tonen sat: Den unge John bliver forberedt af sin selvvalgte mentor og “alternative mor” til at modtage en britisk hædersbevisning, MBE – Member of the Order of the British Empire. Han er rædselsslagen for at tice foran dronningen, og netop som han overtales til at tage sin plads i salen, råber han det uundgåelige: “Fuck the Queen!” Det er befriende morsomt – og samtidig dybt menneskeligt. Publikum griner, men så begynder alvoren og beretningen om et menneske der mangler accept fra alle vi der ser os som normale!
Fra dreng med drømme til ung mand i opbrud
Scott Ellis Watson spiller den unge John med en overbevisning, der gør ondt at se på. Han begynder som en helt almindelig dreng med håb og ambitioner, men langsomt bryder Touretten igennem. Vi ser hans frustrationer, hans families afmagt og et samfund, der ikke aner, hvad det er, de står overfor. Diagnosen lader vente på sig, og i mellemtiden må John bære byrden alene.
Som ung mand spilles han af Robert Aramayo, der giver rollen en rå sårbarhed. Det er her, han møder et ekstraordinært rummeligt menneske – en kvinde midt i sin egen kræftdiagnose – som formår at nå ind til ham og vise ham, at han ikke er defineret af sine tics. Det bliver vendepunktet, der sætter ham på sporet af det aktivistiske arbejde, han senere bliver kendt for.
Fremhæves skal Dottie, spillet af Maxine Peak, som brænder igennem som Johns selvvalgte reservemor, der ser længere end sine egne behov.
Filmen er et historisk tilbageblik på en tid, hvor Tourette ikke blev mødt med forståelse, men med frygt, latterliggørelse og misforståelser. Det er ikke kun Johns kamp, vi ser – det er et portræt af et samfund, der først langt senere lærer at rumme forskellighed.
Den brutale afslutning
Mod slutningen tilbydes John en eksperimentel behandling med elektrisk stimulering. Da strømmen tændes, reagerer hans krop voldsomt. Ticksene forværres, han får panik og råber, at de skal stoppe. Det er filmens ubehageligste øjeblik, fordi han igen reduceres til et objekt, der skal “fikses”.
Men netop dér sker skiftet. Da han forlader klinikken, forstår han, at problemet ikke er ham – men verden, der vil have ham til at være noget andet.
En slutning med værdighed
Filmen slutter med en montage, hvor John holder oplæg, møder unge med Tourette og er er omgivet af mennesker, der accepterer ham
Der er ingen mirakelkur. I stedet får vi en slutning fyldt med accept, værdighed og styrke. Budskabet er klart: Han behøver ikke at blive helbredt. Han behøver at blive forstået.
Næste Seniorbio er tirsdag den 26. maj, det bliver filmen De forbandede år 3.
