Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), socialrådgiver og byråds- og regionskandidat, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.
Når vi taler om støtte til udsatte borgere, glemmer vi ofte dem, der står lige ved siden af: De pårørende. De mødre, fædre, ægtefæller, søskende og børn, som hver dag bruger deres energi på at få et menneske, de elsker, til at hænge sammen med et system, der ofte ikke gør det. De er ikke kun familie. De er koordinatorer, bisiddere og kriseberedskab i én. Og mange knækker.
Som uddannet socialrådgiver og medarbejder på Jobcenteret i Kolding ser jeg denne virkelighed tæt på. Jeg møder mennesker, der kæmper for deres nærmeste – samtidig med, at de forsøger at passe et job, et familieliv og holde sammen på sig selv. Jeg har talt med pårørende, der igen og igen må tage fri fra arbejde for at deltage i møder med kommunen, være bisidder for en voksen søn, eller hjælpe med klager, dokumentation og ansøgninger. Det slider. Ikke kun på tid og penge – men på psyken.
Derfor er det på tide, at vi anerkender, at pårørende er en livline – ikke bare for deres kære, men også for hele vores velfærdssystem. I Kolding bør vi sikre, at pårørende kan få en fast kontaktperson i kommunen, mulighed for fleksibel mødedeltagelse og adgang til støttesamtaler. Vi bør etablere netværk og fællesskaber, hvor man kan dele erfaringer – og finde styrke.
Pårørende beder ikke om meget. Bare at nogen ser dem. Lytter. Og spørger: Hvem hjælper egentlig dig?
