Kolding Netavis

Hussam skal tvinges ud af landet: Nu går SF ind i sagen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

SF ind i sagen, hvor en familie fra Syrien er ved, at få inddraget deres opholdstilladelse i Danmark.

JV fortæller i dag, søndag, historien om 20-årige Hussam Al-Kholi og hans familie, som er nogle af de omkring 900 syrere fra Damaskus-området, som er ved at få inddraget deres opholdstilladelse i Danmark. Til daglig går Hussam i 2.G på Hansenberg Tekniske Gymnasium i Kolding. Rejser familien ikke frivilligt, må han afbryde sin uddannelse og familien rykke på udrejsecenter.

Det har fået den lokale SF-byrådskandidat, Iben Lehmann Rasmussen til at bede folketingsmedlem Karina Lorentzen (SF) om hjælp til at rejse sagen over for udlændingeministeren:

– Vi har en rådden udlændingepolitik i Danmark, hvor vi rask væk skodder mennesker, som er på vej til at blive en gevinst for vores samfund, mens vi omvendt giver kriminelle alt for lang snor. Samtidig siger ingen organisationer, at det er trygt at sende tilbage til Damaskus, og derfor vil jeg have ministeren til at redegøre for, hvad det er han ved, som ingen andre ved, siger Karina Lorentzen (SF) i en pressemeddelelse.

Spørgsmål til udlændingeministeren

Karina Lorentzen er derfor på vej med en række spørgsmål til udlændingeministeren.

Iben Lehmann Rasmussen er lektor på Hansenberg Tekniske Gymnasium, hvor Hussam går, og hun er frustreret over sagen.

– Man berøver et ungt menneske en fremtid, og det synes jeg er enormt trist. Jeg er glad for, at SF rejser sagen, og jeg håber vi lykkes. Jeg kender Hussam som et pligtopfyldende og arbejdsomt ungt menneske, og jeg har svært ved at forstå, at man vil sende ham til et område, hvor vi ikke engang har en ambassade åben. Det er umenneskeligt og blottet for medmenneskelighed og jeg troede Danmark var bygget på stærkere værdier end dette, forklarer Iben Lehmann Rasmussen.

Hverken Amnesty International eller FNs Flygtningeorganisation (UNHCR) vurderer, at forholdene er tilstrækkeligt sikre eller bæredygtige nok til at syriske flygtninge generelt kan begynde at vende tilbage. Samtidig samarbejder den danske regering ikke med Assad-regimet, hvorfor Danmark heller ikke har aftaler om hjemsendelse med de syriske myndigheder. Derfor betyder det, at når man mister sin opholdstilladelse, sendes man til et udrejsecenter, fordi der er et hjemrejseperspektiv. Hvor længe Hussam og familien skal sidde der da ingen ved, hvordan Assads diktatur udvikler sig i Syrien.

Mandag mødes Karina Lorentzen og Iben Lehmann Rasmussen med Hussam for at tale om, hvordan de kan rejse sagen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel