Gør en god gerning og hjælp med at samle ind til udsatte børn i Syrien. Frem til den 6. februar samler landets biblioteker ind sammen med DR Ramasjang og mange andre partnere.
Tegn en tegning til de ældre på det lokale plejehjem, saml skrald omkring din skole, eller bag en kage til en, du holder af. Det er opfordringen, når landets biblioteker, DR Ramasjang, Friluftsrådet og FDF samler ind til Danmarks Indsamling 2021.
Fra nu og frem til Danmarks Indsamling den 6. februar udløser hver god gerning en donation på 20 kroner fra Novo Nordisk Fonden. Pengene går til et Danmarks Indsamling-projekt i Syrien til gavn for coronakrisens børn.
Registrer din gode gerning
Hver en god gerning tæller, når man registrerer den. Registrer dine gode gerninger og læs mere på koldingbib.dk eller på dr.dk/godegerninger. Herfra kan du også printe dit velfortjente godhedsdiplom.
Gode Gerninger
10 bud på gode gerninger:
• Indsaml noget skrald
• Hjælp dyrene i naturen / haven
• Hjælp din nabo
• Bag en kage til en, du vil glæde
• Ring / skriv til dine bedsteforældre
• Send en hilsen til nogen på et plejehjem
• Hjælp nogle nybagte forældre
• Gå en tur med en ven / nabo / familiemedlem
• Gør en tjeneste for nogen
• Læs en historie højt for et andet barn
Danmarks Indsamling 2021
Danmarks Indsamling er et samarbejde mellem DR og 12 danske organisationer.
Danmarks Indsamling 2021 sætter fokus på coronakrisens børn.
Om Danmarks Indsamling-projektet i Syrien
Novo Nordisk Fondens donation går til et Danmarks Indsamlings-projekt i Syrien. Projektet administreres af Røde Kors og bidrager aktivt til FN’s Verdensmål. Røde Kors støtter krigsramte børn og unge i Syrien med at genopbygge deres mentale og fysiske sundhed samt styrke deres evne til at skabe sig en bedre fremtid.