Tre kandidater er nomineret til Årets Bæredygtighedshelt 2022 i Kolding.
Hvert år hylder Kolding Kommune en eller flere ildsjæle, det kan fx være en virksomhed, en organisation, en forening eller en privatperson, der har gjort en særlig, bemærkelsesværdig indsats for at gøre Kolding til et bedre og mere bæredygtigt sted at være.
Formandskabet for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget, som er formand Jørn Chemnitz og næstformand Filip Bekic Bladt, har nomineret tre kandidater til titlen som Årets Bæredygtighedshelt (tidligere Årets Klimahelt) 2022.
De tre nominerede er:
Fællesskabet – der uddeler gratis overskudsmad
Fællesskabet er et initiativ, som madspildsorganisationen Foodreformers står bag, og som er drevet af frivillige, primært studerende fra Koldings videregående uddannelser. Fællesskabet holder til i Riberdyb og består af reoler og to køleskabe, hvor der hver dag kommer overskudsmad fra blandt andet Rema1000 i Riberdyb. Man kan også selv donere overskudsmad, som må tages af alle, der kommer forbi og er gratis
Kolding Green Streets – der er en platform for lokale, bæredygtige produkter
Det er lykkedes for Kolding Green Streets at etablere en fast torvedag på Akseltorv i Kolding hver lørdag året rundt. Green Streets er et bæredygtigt marked, der har lokale produkter indenfor fødevarer, design og secondhand. Green Streets står også bag Verdensmålsdagen i Kolding, som blev holdt første gang i 2021 og i år blev holdt den 25. juni med et omfattende program. Der deltog et stort stadeholdere med lokale produkter og der var musik, talks og aktivisme.
Sheworks Atelier – der genbruger materialer og beskæftiger indvandrerkvinder
Med design i høj klasse som omdrejningspunkt producerer Sheworks Atelier materialer af en lang række virksomheders overskudsmaterialer. De syr fx tasker og puder af restprodukter fra tekstilindustrien og laver hæklede bøllehatte af overskudsgarn. Ved at anvende materialer, der ellers ville være blevet kasseret, sparer Sheworks Atelier kloden for mange tons CO2 hvert år. Sheworks er samtidig en socialøkonomisk virksomhed, der beskæftiger flygtninge- og indvandrerkvinder.
-Det er et stærkt felt af nominerede, der er i spil til titlen som Bæredygtighedshelt i år. De gør alle tre på hver deres måde en stor forskel for Kolding og det bliver svært at vælge, hvem, der skal løbe med titlen, fortæller Jørn Chemnitz (SF) og Filip Bekic Bladt (S) tilføjer:
-Uanset hvem, der vinder, så er der god grund til at hylde alle tre nominerede. De tager hver især et stort ansvar som frontløbere for at skabe en mere bæredygtig kommune.
Udover æren følger der 5.000 kr. med titlen.
Det er Natur-, Klima- og Miljøudvalget, der på deres møde i august beslutter, hvem der løber med titlen.
Årets Bæredygtighedshelt afsløres på Kolding Kulturnat, som i år er den 2. september klokken 16.30 ved Bæredygtighedshuset på Jernbanegade 3 i Kolding.