Fratrædelsesaftale indgået mellem bestyrelsen og havnedirektøren for Kolding Havn.
Havnedirektør fratræder med øjeblikkelig virkning: Bestyrelsen for Kolding Havn og nu tidligere havnedirektør Heino Svenningsen har indgået en fratrædelsesaftale. Heino Svenningsen fratræder med øjeblikkelig virkning.
Bestyrelsen anerkender den indsats, som havnedirektøren har ydet i en periode præget af udfordringer, og udtrykker stor respekt for det arbejde, der er udført. Det skriver Kolding Havns bestyrelse i en pressemeddelelse.
-Med henblik på havnens videre udvikling har bestyrelsen vurderet, at der fremadrettet er behov for en ny profil i ledelsen, lyder det fra bestyrelsen, som understreger, at fratrædelsesaftalen ikke er en kritik af havnedirektørens faglighed eller engagement, men alene et resultat af et ønske om nye ledelsesmæssige tiltag.
Bestyrelsen vil nu afvente havnekommissionens arbejde, hvorefter processen med at finde en ny havnedirektør vil blive igangsat.
Den nye havnedirektør skal stå i spidsen for den næste fase af Kolding Havns udvikling.
Kolding Havn har ikke yderligere kommentarer til sagen.

