Kolding Netavis

Hærværk mod fire indhegninger

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
I fire ud af de fem indhegninger langs Troldhedestien i Kolding er hegnet klippet i stykker. Foto: Kolding Kommune.

Tidligere på ugen er hegnet klippet i stykker i fire ud af de fem indhegninger langs Troldhedestien i Kolding, så både får og kreaturer kunne løbe ud. Hærværket er meldt til politiet.

De kuperede område langs Troldhedestien overfor Skovløberhuset og ud mod Bramdrupdam ejes af Kolding Kommune, som har lavet aftaler med to dyreholdere om udsætning af dyr i sommerhalvåret. Naturpleje, hvor dyrene afgræsser arealerne, bidrager til at sikre en rig natur med høj biodiversitet, oplyser Kolding Kommune.

Hærværket er formentlig sket tirsdag formiddag på tværvejene mellem Troldhedestien og skoven. 11 kreaturer og 8-10 får nåede at løbe ud af indhegningerne, før dyrenes ejere senere tirsdag blev opmærksom på hærværket. Nogle af dyrene måtte hentes i haverne hos beboere i området.

Meldt til politiet

-Vi har naturligvis meldt hærværket til politiet. Hvis nogen har set noget mistænkeligt, må man gerne informere politiet på telefon 114, fortæller afdelingsleder Inger Birkebæk hos Kolding Kommune.

-Jeg håber også, at folk, som færdes i området, vil hjælpe med at passe på vores natur og de indhegnede områder den kommende tid ved at være opmærksomme og give dyreholderne, kommunen eller politiet besked, hvis der sker noget usædvanligt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel