Håndboldkvinderne møder Tyrkiet i Kolding til april. Kampen spilles i Sydbank Arena i Kolding.
Håndboldkvinderne møder Tyrkiet i Sydbank Arena: Sydbank Arena i Kolding bliver søndag den 12. april klokken 16 rammen om Håndboldkvindernes sidste kamp i gruppespillet i EHF Euro Cup, hvor Danmark tager imod Tyrkiet.
-Kolding er en af Danmarks mest markante håndboldbyer, og vi er glade for at kunne spille netop her. Det viser, at vi lykkes med at bringe landsholdet ud til hele Danmark, og vi ser frem til at give publikum en særlig oplevelse, fortæller Heino Knudsen, administrerende direktør i DanskHåndbold, i en pressemeddelelse.
Udover Danmark og Tyrkiet består gruppen af Tjekkiet og Ungarn. De to bedste hold går videre til slutspillet til efteråret. Publikum kan også glæde sig til sjove aktiviteter i fanzonen ved Sydbank Arena.
Torben Junker Andersen, direktør i Sydbank Arena, opfordrer til at komme i god tid for at få mest muligt ud af oplevelsen:
-Vi glæder os til at byde landsholdet, modstanderen og publikum velkommen, siger han.
I Kolding Kommune ser man også frem til kampen. Jonas Kallan Langvad (V), formand for Fritids- og Idrætsudvalget, siger:
-Kampen er en oplagt mulighed for at samle hele byen om håndboldfeberen med fællesskab og godt humør, fortæller Jonas Kallan Langvad.
Sundhed og Fritid (nu Fritids- og Idrætsudvalget, red.) i Kolding Kommune yder et økonomisk tilskud på 40.000 kroner fra Eventpuljen til at støtte afviklingen af kampen. Det blev besluttet i december sidste år.
Danmark vandt det seneste møde mod Tyrkiet i oktober 2025 i Ankara med 41-24.
Billetsalget starter den 17. februar klokken 10.
