I midtbyen kan du nu møde COVID-19-guider.
Frem til jul kan du møde kommunens COVID-19 guider i Koldings gågader. Midt i den travle julehandel vil de hjælpe midtbyens gæster med at overholde myndighedernes anbefalinger om, hvordan vi i fællesskab mindsker risikoen for coronasmitte. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Du kan møde guiderne hver dag i tidsrummet klokken 10-19. De cirkulerer rundt i gågaderne og hjælper med råd og vejledning, så byens gæster ikke samles i større grupper, husker at bære mundbind i butikkerne, holder til højre i gaderne som anbefalet på de skilte, der blev sat op tidligere på ugen, osv.
Der vil være to-fire COVID-19 guider i gågaderne til og med den 23. december, og så vender de efter planen tilbage, når butikkerne åbner igen i det nye år.
Det er KL og regeringen, som har anbefalet kommunerne at sende guider ud i gågaderne. Guiderne er iklædt gule veste med teksten ”Covid-19 Guide” på ryggen.