Kolding Netavis

Grøn melder sig klar til sommer

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Selv om antallet af steder fordobles, kommer Grøn kun en enkelt gang til Kolding i år.

Grøn (tidligere Grøn Koncert, red.) melder sig klar til sommeren med masser af musik. I alt 16 gange rykker Grøn ud i år med deres en-dags festival. Flere af koncertbyerne besøges ad flere gange, men Kolding bliver kun besøgt en enkelt gang. Det bliver den 23. juli.

Turnéen aflyses derfor ikke i år, men udvides fra otte til 16 koncertdage. Det bliver dermed en helt ny version af Grøn i år.

Publikum inddeles i sektioner

Gæsternes sikkerhed har altid haft højeste prioritet på Grøn. I samarbejde med Event Safety, der er et af Danmarks førerende beredskaber inden for eventsikkerhed, har arrangørerne udviklet et helt nyt afviklingsformat, som skal skabe optimal tryghed hos publikum og alle involverede parter.

For at sikre optimale sikkerhedsforanstaltninger i forhold til COVID-19 sænker Grøn i år publikumstallet til koncerterne. Normalvis har der kunnet være op til 35.000 publikummer samlet på Grøn på én dag, men i år arbejder Grøn på at få lov til at samle omkring 10.000 gæster per koncert. Grundet det øgede antal koncertdage vil op mod 160.000 danskere dog alligevel kunne deltage i festen.

Sidste gang, da Grøn blev afviklet i Kolding – i 2019 – var der 17.000 besøgende.

Ved hver koncert inddeles publikum i ti sektioner, der kan skaleres op og ned efter myndighedernes anbefalinger. Hver sektion bliver sin egen ”mini-Grøn”-koncert med egne mad- og ølboder, toiletter og masser af hygge. Fra scenen vil konferenciers og optrædende naturligvis sørge for at sikre den klassiske fælles stemning, der har karakteriseret Grøn fra begyndelsen.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke musiknavne der gæster Grøn i år.

Program

• Uge 27: Aarhus (8/7), Aalborg (9/7), Aalborg (10/7), Randers (11/7)
• Uge 28: KBH (15/7), Næstved (16/7), Næstved (17/7), Odense (18/7)
• Uge 29: Esbjerg 22/7), Kolding (23/7), Aarhus (24/7), Aarhus (25/7)
• Uge 30: Odense (29/7), Odense (30/7), KBH (31/7), KBH (1/8)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel