I løbet af sensommeren åbner en ny gratis retshjælp i Kolding.
KFUM’s Sociale Arbejde står bag et initiativ med en ny gratis professionel retshjælp, der åbner i Kolding i løbet af sensommeren. Ordningen hedder Råd til Ret.
KFUM’s Sociale Arbejde får støtte fra Civilstyrelsen under Justitsministeriet og vil skabe større retssikkerhed og lighed i samfundet.
-Vi oplever et stort udækket behov for retshjælp mange steder i Danmark. I KFUM’s Sociale Arbejde har vi til formål at skabe værdige kår for mennesker, bl.a. ved at mindske ulighed i samfundet. Derfor vil vi gerne være med til at sikre retshjælp og fremme retssikkerhed for alle mennesker i hele landet, siger jurist og projektleder June Crondahl fra KFUM’s Sociale Arbejde i en pressemeddelelse.
KFUM’s Sociale Arbejde opretter derfor i sensommeren 10 nye juridiske rådgivninger landet over. I forvejen har organisationen i otte år drevet gratis retshjælp syv steder i Danmark under overskriften Råd til Ret.
Rådgiverne er alle jurister eller jura-studerende, som arbejder frivilligt. Til de nye rådgivninger søger KFUM’s Sociale Arbejde derfor interesserede frivillige, og 1-3 lønnede jurister til opstart, drift og koordinering af retshjælpen.
Hvis du har brug for retshjælp eller er interesseret i at arbejde i Råd til Ret, kan du læse mere på hjemmesiden Råd til Ret.
Råd til Ret drives af KFUM’s Sociale Arbejde, som hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, eksempelvis ensomme, hjemløse, psykisk sårbare, mennesker i misbrug og fattigdom, sårbare familier og andre, som står udsat.