Over 2.400 sangere – heriblandt et gospelkor fra Kolding – fylder Tivoli med den helt særlige genre.
Gospelkor fra Kolding deltager ved festival i Tivoli: Den 9. og 10. maj byder Tivoli velkommen til en helt unik musikoplevelse, når Tivoli Gospel Festival indtager Haven med kraftfulde gospelkor, levende musik og en stemning fyldt med glæde og fællesskab. Over 40 gospelkor fra hele Danmark samles til festivalen, som er den største af sin slags i landet, og spreder gospelmusikkens varme og energi ud til publikum gennem en hel weekend.
Gospelkoret N3 (No Name Needed) fra Kolding, bestående af cirka 50 sangere, deltager i festivalen i København. N3 er en helt nyoprettet kor. Musikken spænder fra rytmisk, musicals, til klassiske korværker, og et gospel repertoire, som koret optræder med ved Tivoli Gospel Festival. Det er korets første offentlige optræden som N3.
Festivalen udfolder sig på Tivolis ikoniske scene Plænen, hvor publikum kan opleve både gospelklassikere som “Oh Happy Day”, “Total Praise” og “This little light of mine” – og nye musikalske fortolkninger, som tilsammen skaber en bred og engagerende oplevelse, der inviterer til fællessang og dans.
-Fællesskab, håb og livsglæde bor dybt i gospelmusikkens hjerte, og det gør det til en stor glæde at invitere til årets festival. Det bliver en weekend fyldt med fællessang, dans, klap og varme blikke mellem sangere og publikum, fortæller Mads Holm Andersen, koordinator for Tivoli Gospel Festival, i en pressemeddelelse.
En helt særlig stemning

Tivoli Gospel Festival er kendt for sit høje musikalske niveau og den helt særlige stemning, der opstår, når sangere i alle aldre og baggrunde mødes. De mange koroptrædener skaber intense øjeblikke og et stærkt fællesskab, hvor musikken er samlingspunktet midt i Tivoli.
Tusindvis af sangere deltager i festivalen, som rummer både store og små kor og viser gospelmusikkens mangefacetterede former. Blandt højdepunkterne er et kor med hele 220 sangere, som får Haven til at vibrere med gospelgenrens karakteristiske lyd.
Festivalen sætter fokus på musik, håb og nærvær i en ramme, hvor Tivolis magiske atmosfære og gospelmusik smelter sammen.
Alle, der besøger Haven, kan opleve Tivoli Gospel Festival. Musikken spilles fra tre ikoniske scener lørdag kl. 11.30 til 18.50 og søndag kl. 11.30 til 18.00.
N3 fra Kolding kan desuden opleves på Godset den 31. maj klokken 19.30 ved deres første sommerkoncert.
