Kolding Netavis

Golftræning for diabetikere og deres pårørende

Der bliver gået til stålet, når deltagerne på et af Diabetesforeningens og Dansk Golf Unions 'Golf og Diabetes’-hold tager livtag med deres diabetes-sygdom med motion og socialt samvær som stærkeste allierede. Foto: Jeanne Kornum.

Slag og sving for et aktivt liv med diabetes.

Birkemose Golf Club og diabetesforeningen i Kolding slår i fællesskab et slag for sundheden. Med initiativet ‘Golf og Diabetes’ får lokale diabetikere og pårørende et gratis tilbud om at ud og svinge golfkøllen. Målet er, at flere personer med diabetes får øjnene op for golf som relevant motionsform, og mærker den gavnlige effekt på egen krop, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Et samarbejde om sundhed

En masse motion, frisk luft, nye bekendtskaber og et gratis 2-mdrs. introduktionsforløb. Det er hvad Birkemose Golf Club og diabetesforeningen i Kolding tilbyder diabetikere og deres pårørende, når de åbner dørene op for deres ’Golf og Diabetes’-hold tirsdag den 27. august.

Initiativet er en del af det samarbejde, som Diabetesforeningen og Dansk Golf Union har indgået for at introducere golf som en motionsform, der kan være med til at sikre et aktivt liv med diabetes. Efter at have hørt om de gode erfaringer andre steder i landet, har Birkemose Golf Club og diabetesforeningen i Kolding valgt at tage konceptet til sig.

– Det er jo helt oplagt, at vi som lokal golfklub går sammen med Diabetesforeningens lokalforening om sådant et samarbejde. Diabetikere har brug for at få rørt sig på en – for dem – meningsfuld måde, og vi vil gerne dele vores passion for sporten, så flere får kendskab til fordelene ved at spille golf og mærker den gavnlige effekt på egen krop, siger golftræner i Birkemose Golf Club, Carsten Klingenberg, i pressemeddelelsen.

Formanden for den lokale diabetesforening i Kolding, John Arne Sørensen, er også meget begejstret for konceptet. Han håber, det kan føre til, at flere diabetikere giver sporten en chance, for at se om det kan være en noget for dem:

– Som patientforening er det vigtigt at vi har nogle aktiviteter, hvor vores medlemmer selv kan gøre noget for deres fysiske velvære. Her tror jeg golf er en rigtig god sport, for man får rørt sig en masse, og får et socialt samvær med andre. Så jeg vil helt sikkert anbefale folk at prøve det.

Flere medlemmer i idrætsforeninger

Projektleder for ’Bevæg dig for livet’ i Kolding Kommune, Anette Hvidtfeldt, hilser samarbejdet velkommen:

– For at vi som kommune skal lykkes med bevæg dig for livet-visionen om at få flere borgere ind i vores lokale idrætsforeninger, så har vi behov for at foreningerne bakker op med gode initiativer. Samarbejdet mellem Birkemose Golf Club og diabetesforeningen i Kolding, er et rigtig godt eksempel på sådant et, og jeg håber, at rigtig mange vil benytte sig deres tilbud.

’Golf og Diabetes’-hold starter op tirsdag den 27. august klokken 12 hos Birkemose Golf Club.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *