Gør en god gerning, og hjælp udsatte børn i Syrien. Sådan lyder budskabet fra 4. januar, når DR og en række samarbejdspartnere engagerer landets børn i den gode sags tjeneste.
Luft din nabos hund, saml skrald omkring din skole, eller hjælp din træner med at pumpe bolde. Det er opfordringen, når Ramasjang, Ultra, DR Lær, FDF, Friluftsrådet og landets biblioteker samler ind til Danmarks Indsamling 2022 sammen med de yngste danskere – en tilbagevendende hjælpeaktivitet, der hidtil har engageret tusindvis af landets børn.
Fra den 4. januar og frem til Danmarks Indsamling den 29. januar udløser hver god gerning en donation på 20 kroner fra Novo Nordisk Fonden. Pengene går til et Røde Kors-projekt i Syrien, som hjælper udsatte børn og unge til at få en uddannelse og dermed øge deres muligheder for fremtiden.
Gode Gerninger kan laves sammen eller hver for sig. Skoler og børnehaver kan finde materiale hos DR Lær, og Ultra og Ramasjang giver ideer til gode gerninger, man kan gøre i fritiden. Ihærdige børn i Kolding er i fuld gang med at føre ideerne ud i livet:
-Der er masser gode gerninger man kan gøre for andre. Du kan læse en bog for et andet barn, samle skrald i naturen, give dit aflagte tøj til genbrug, smide affald ud for naboen eller bygge et insekthotel. Du også kan finde på noget sammen med din børnehave eller klasse. På den måde kan I gøre noget sammen for andre, siger Anni Schumacher, Bibliotekar på Koldingbibliotekerne
Gør en forskel lokalt
De yngste borgere i Kolding får også masser af hjælp fra samarbejdspartnerne til at gøre de gode gerninger. Hos FDF, Friluftsrådet og Koldingbibliotekerne kan man finde inspiration til, hvordan man kan gøre en god gerning der, hvor man bor:
Der er altså masser af muligheder for at gøre gode gerninger – store som små – der både spreder glæde herhjemme og samtidig gør en verden til forskel for udsatte børn og unge i Syrien.
Registrer din gode gerning
Man skal huske at registrere en god gerning. Det gør man ved at udfylde et Gode Gerninger-bevis på sit lokale bibliotek eller på dr.dk/godegerninger. Her kan man også indsende et foto af en gerning. Man kan indsende en video til Ramasjang på dr.dk/ramasjang. Alle, der laver en god gerning, modtager et velfortjent diplom.