Kolding Netavis

Genbrug i studieboligen: Godt fra start

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Torsdag ønsker Redux – Affald og Genbrug nye og gamle studerende god studiestart med eventen ’Hyg og byg’. Her kan studerende gøre et godt genbrugsfund og se, hvordan studielejligheden kan indrettes bæredygtigt med møbler fra genbrugspladsen.

Er det småt med møbler i den nye studielejlighed og rækker SU’en ikke til et stort indretnings-makeover? Til ’Hyg & byg’ kan studerende komme forbi og finde et genbrugsmøbel, eller bygge et nyt ud af genbrugsmaterialer. Det er bæredygtig indretning og godt for miljøet og de unges pengepung.

Fællesskab om genbrug

Til ’Hyg & byg’ kan studerende tage et genbrugsmøbel med hjem, som det er, eller bygge et nyt. Tv-tømrer Casper Kjerumgaard, som bl.a. er kendt fra programmet ’Helvedes Hus’ på TV3, står klar til at hjælpe og vejlede. Man kan også give et nap med, når Repair & Remake Festival bygger en knap tre meter høj have – et growroom. Haven får lov til at blive stående, så områdets beboere efterfølgende kan plante blomster og krydderurter midt i Kolding.

– Vi vil gerne skabe god stemning og fællesskab om genbrug og genanvendelse. Inspirere til, at man kan indrette studieboligen bæredygtigt med genbrugsmøbler – og ikke nødvendigvis behøver at købe det hele fra nyt, fortæller Niels Kallesøe Sørensen, eventkoordinator i Redux – Affald og Genbrug og tilføjer:

– Og så får vi sat fokus på sortering og affaldsordninger i Kolding Kommune. Flere er måske lige flyttet hjemmefra og skal for første gang selv til at sortere affald. Andre kan være tilflyttere, og har måske været vant til at gøre det på andre måder.

’Hyg og byg’ afholdes i år i samarbejde med boligforeningen ALFABO, som viser to lejligheder frem i deres nye ungdoms- og studieboliger, Campus II. Den ene lejlighed har Redux – Affald og Genbrug indrettet som inspiration med udelukkende genbrugsmøbler.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel