Kolding Netavis

Fyraftensarrangement: Inspiration til lavere varmeregning

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi.dk inviterer sammen med Kolding Kommune til et fyraftensarrangement på KUC i Kolding, hvor eksperter fortæller om mulighederne for at forbedre boligen med energirenovering, så varmeudgiften falder.

Alle er velkomne til arrangementet, men især husejere med energimærke E, F eller G bør sætte et stort kryds i kalenderen.

– Energimærket viser, hvor god energimæssig stand dit hus er i. Det går fra A til G og har man et hus med energimærke E eller derunder, så kan der være rigtig mange penge at spare, hvis man energirenoverer sin bolig, fortæller klimakoordinator Torsten Zink Sørensen fra By- og Udviklingsforvaltningen i Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Han fremhæver i øvrigt, at boligejerne ikke kun kan opnå lavere varmeudgifter, men samtidig også kan gøre en forskel for miljøet ved at reducere CO2-udslippet.

Stil spørgsmål til eksperterne

Der er mange muligheder for at forbedre boligen, men hvad er mest oplagt at gøre – og hvordan kommer man i gang? Det kommer an på huset, og huse er forskellige. Derfor er det en fordel at kunne stille spørgsmål om sit eget hus og få svar fra uafhængige fagfolk.

– Ideen med fyraftensarrangementet er, at vi som uvildige rådgivere møder folk ansigt til ansigt og kan give dem gode råd til den situation, de konkret står i. Det kan være, de har behov for udskiftning af vinduer, overvejer en ny varmeform eller er trætte af træk og kulde i boligen, og vores erfaring fra lignende arrangementer viser, at det har stor betydning i forhold til at komme i gang med at reducere energiforbruget i boligen, fortæller Line Nørmark, der deltager i mødet for Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi.dk.

Bæredygtig opvarmning

Til arrangementet kan man også møde Ewii og Enopsol, der blandt andet har et forskningsprojekt med fra Sdr. Stenderup, der viser mulighederne for at varme landsbyer op med varme fra grundvandet.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at fortælle om de mulige, bæredygtige opvarmningsformer, som mine kolleger og jeg har regnet på. Vi har undersøgt fire cases, og den gode nyhed er, at vi selv som privatpersoner her og nu kan gøre noget godt for klimaet – som ovenikøbet er økonomisk rentabelt for os selv. Jeg ser frem til en hyggelig eftermiddag med gode diskussioner af et vigtigt emne, siger senior projektleder Martin Vesterbæk fra Ewii.

Arrangementet finder sted tirsdag den 4. juni klokken 16.30-18 på KUC, Ågade 27 i Kolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel