Bayern AutoGroup udvider med BMW Motorrad i Kolding.
Forhandlerkæde åbner for salg og service i Kolding: BMW- og MINI-forhandleren Bayern AutoGroup åbner nu for salg og service af BMW-motorcykler i Kolding. Forhandleren, der er en del af Nic. Christiansen Gruppen, bliver dermed officiel leverandør af BMW Motorrad til Jylland og Fyn.
Hos Bayern AutoGroup i Kolding kan motorcykelentusiaster opleve et bredt udvalg af BMW’s kendte modeller, der er berømte for innovation, køreglæde og kompromisløs kvalitet – samlet ét sted med både salg, service og ekspertise.
-Udvidelsen med BMW Motorrad føles helt naturlig. Der er stor interesse for motorcykler her i området, og vi glæder os til at kunne tilbyde både salg og service med samme høje kvalitet, som vores kunder kender fra BMW og MINI, fortæller Mathias Lauridsen, salgschef for BMW Motorrad hos Bayern AutoGroup i Kolding, i en pressemeddelelse.
Specialiserede faciliteter og ekspertservice
Forretningen i Kolding får særlige faciliteter til BMW Motorrad med udstilling af nye og brugte motorcykler samt tilbehør og udstyr. Der oprettes et autoriseret værksted med specialuddannede teknikere, og salgs- og serviceteamet har dyb indsigt i BMW Motorrad.
De første modeller og kommende events
Blandt de første modeller, der kan opleves i Kolding, er flere nyheder for 2026 – blandt andet BMW GS 450, BMW R 1300 GS, BMW K 1600 GTL, BMW S 1000 RR, BMW R 18 og BMW M 1000 R. Det betyder, at både touring, adventure, cruiser- og sportsmotorcykler er repræsenteret ved åbningen.
Bayern AutoGroup planlægger også events og oplevelser for både nye og erfarne motorcyklister, hvor fællesskab og passion for motorcykler kan dyrkes.
Motorcyklerne, både benzin- og elmodeller, kan ses og prøves hos Bayern AutoGroup på Trianglen 5 i Kolding fra den 12. april.
