Oplæsning og debat om Kolding med forfatter Rebecca Bach-Lauritsen.
Forfatter Rebecca Bach-Lauritsen gæster Kolding Bibliotek til en debat om novellen ’Det orange’ og Kolding.
Hun skrev novellen efter sit besøg i Kolding tidligere i år i forbindelse med projektet #Hvem er Danmark.
Debat om Kolding
Onsdag den 18. september klokken 19-20 inviterer Kolding Bibliotek til et gratis debatarrangement med den 42-årige forfatter Rebecca Bach-Lauritsen. Det sker i forbindelse med afslutningen på Dansk Forfatterforenings projekt #Hvem er Danmark?
Inden debatten starter, vil Rebecca Bach-Lauritsen læse fortællingen ’Det orange’ op og fortælle om den særlige proces, hun har været en del af. Bagefter er der debat om teksten. Der vil være fokus på temaer som stolthed og mindreværd, og plads til at diskutere, hvad der gør Kolding til noget helt særligt.
Alle er velkomne til at deltage i debatten og blive klogere på byen og det samfund, de bor i. Aftenen slutter med en kop te/kaffe og en småkage.
Jenny og de orange ungdomsboliger
”Jenny kigger på Koldinghus, der er drysset med kakaopulver i mælkeskummet. Det er en god cappuccino. Hun får lyst til en rundvisning på slottet.”
Sådan lyder noget af teksten i Rebecca Bach-Lauritsens novelle. Den handler om 28-årige Jenny, der er flyttet til Kolding, og har lidt svært ved at finde sig til rette. Teksten er spækket med referencer til steder i Kolding. Og selve titlen ’Det orange’ henviser til de orange ungdomsboliger i Åparken, hvor Jenny er flyttet ind.
’Det orange’ kan allerede nu læses her.
Glæder sig til gensyn
Da Rebecca Bach-Lauritsen var i Kolding i marts besøgte hun blandt andet Pakhuset, kaffebaren Tobbers og de orange ungdomsboliger i Åparken. Hun var på gåtur med Finn Johannsen, der er guide i Christiansfeld, en nybagt mor og en 8. klasses elev.
Det var et besøg fuld af indtryk, og Rebecca Bach-Lauritsen oplevede, at koldinggenserne er stolte af deres by.
– Jeg fik mange fine indtryk, da jeg besøgte Kolding og talte med koldinggenserne. Det var spændende at gå på opdagelse og møde byens arkitektur, historie og beboere. Jeg glæder mig meget til at komme tilbage, få respons på min tekst, debattere om byen, og gense nogle af de folk, jeg mødte i marts, siger Rebecca Bach-Lauritsen.
Om Rebecca Bach-Lauritsen
Født i 1976 i Charlottenlund nord for København. Uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus og på Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2010, programmedarbejder i DR. Har udgivet flere ungdomsromaner.