Kolding Netavis

Forfatter-arrangement: Samtale mellem forfatter og sognepræst

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Arrangementet foregår på Kolding Bibliotek.

Tirsdag den 19. april klokken 19 indbyder Litteratur6000 til forfatter-arrangement med Naja Marie Aidt. Aftenen vil forme sig som en samtale mellem Naja Marie Aidt og sognepræst Lone Vesterdal, som er sognepræst i Bramdrup Kirke. Arrangementet foregår på Kolding Bibliotek.

Naja Marie Aidt er nok mest kendt for bogen “Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”, hvor hun i digte og tekst beskriver kærligheden til sin søn Carl og sorgen, da han døde i en alt for ung alder. Hun kæmpede sig tilbage til sproget og virkeligheden ved at skrive bogen.

Hun har fået en del flotte litterære priser og senest, har hun i får fået Det Svenske Akademis nordiske pris også kaldet “Den lille Nobelpris”. I 2020 uddelte Det Danske Akademi akademiets Store Pris, som betragtes som landets fornemste anerkendelse af et forfatterskab til hende. Hun fik også Nordisk Råds Litteraturpris i 2008 for novellesamlingen “Bavian”, der udkom i 2006.

Debuterede i 1991

Aidt er født i 1963 og hun debuterede i 1991. Siden da er hendes forfatterskab vokset ikke blot i omfang men også genremæssigt. Hun har skrevet digte, noveller, dramatik, sange, børnebøger, filmmanuskripter med mere. Hendes skrivestil betegnes som minimalistisk, og det er eksistentielle emner, Aidt tager op såsom vold, angst, kærlighed, forkvaklede par- og familieforhold – alt hvad der hører et menneskeliv til.

Hun er også en forfatter, der ikke er bange for at prøve andre skrivemåder af. Således har hun udgivet bøger i fællesskab med forfatterne Mette Moestrup og Line Knutzon, med billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen, og hun samarbejder med musikeren Nikolaj Nørlund. Dette samarbejde vil man også kunne høre om til arrangementet.

Arrangementet foregår på Kolding Bibliotek den 19. april klokken 19-21. Billetter købes via www.litteratur6000kolding.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel