Sydbank Arena i Kolding vil være fyldt med smil, dans og glæde, når hundredvis af festivalgæster mødes for at skyde foråret i gang med en festival dedikeret til borgere med handicap.
Kolding Kommune inviterer den 21. marts borgere til en eftermiddag med musik, glæde og fællesskab på tværs af kommunegrænserne. Forårsfestivalen er en unik begivenhed for mennesker med handicap i Region Syddanmark, der giver dem mulighed for at skabe mindeværdige oplevelser på lige vilkår.
Programmet byder på borgerbands, John Mogensen Tribute og en stor festlig optræden af Kandis. Selvom festivalen ligner andre festivaler i landet på mange måder, så er den alligevel unik.

-Mennesker med udviklingshandicap har brug for særlige omgivelser for at deltage i festlige arrangementer. Forårsfestivalen skaber netop disse rammer. Det er en festival som alle andre, hvor deltagerne møder nye folk, skaber relationer og får mulighed for at danse og synge sig væk fra hverdagen. Festivalen er også vigtig for at skabe stærke fællesskaber, fortæller formand for udvalget for Social og Arbejdsmarked, Iben Lehmann Rasmussen (SF), i en pressemeddelelse.
På Forårsfestivalen vil der være madboder, hvor man kan købe mad, og der er gratis adgang til alle aktiviteter, når der ikke er musik på scenen. Centerleder ved Center for Bostøtte og Aflastning (CBA) samt ansvarlig for festivalen, Anne-Mette Autzen, ser frem til årets højdepunkt:
-Festivalen samler mennesker med handicap. Sammen fester de, danser de og synger med på musikken. Det er en betydningsfuld fællesskabsoplevelse, hvor nye venskaber opstår. Sådan har det været de sidste tre år på Forårsfestivalen, og det forventes også i år at skabe smil og gode minder, slutter Anne-Mette Autzen.
I år er det ikke Forum Kolding Bramdrupdam, der danner rammerne for festivalen, men derimod Sydbank Arena i Kolding.