Totalombygning af Føtex Kolding Syd. Åbningsfest bliver den 25. juni.
Føtex bygges om: Den lokale Føtex i Kolding Syd står over for en omfattende renovering, der skal give kunderne en forbedret og inspirerende indkøbsoplevelse. Håndværkerne går i gang 1. påskedag, og arbejdet forventes afsluttet i juni. Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
Kunderne kan glæde sig til et helt nyt køkkenkoncept med masser af lækker inspiration til måltiderne og en fornyet indretning af varehuset med nyt inventar, moderne kølemøbler og cirka 1.500 nye varer, især inden for ‘food of the world’ og helse.

Slagter- og delikatesseafdelingen gennemgår et stort ansigtsløft og udvides betydeligt. Det nye, åbne køkken vil byde på et større sortiment med fokus på inspirerende måltider og convenience.
-Varehuset får et helt andet udtryk fremover. Vi udarbejder ‘lommer’ til de forskellige afdelinger, så kunderne får en bedre og mere overskuelig indkøbsoplevelse. Alle varer får nye placeringer efter ombygningen – undtagen mejeri og tekstil. Med udvidelsen af slagter- og delikatesseafdelingen får vi også brug for nye kolleger, fortæller varehuschef Thomas Vejlgaard Kristiansen.
Kundeservice og bagerafdeling flyttes
Et andet stort løft bliver flytningen af kundeservice og bagerafdelingen tættere på kasselinjen og dermed nærmere indgangen. Kasselinjens areal udvides også, og en ekstra selvscanskasse installeres for at skabe mere plads og bedre flow ved betaling.
-Når de tre afdelinger rykkes tættere sammen, kan kollegerne hjælpe hinanden mere på tværs, hvilket kommer kunderne til gode. Samtidig får vi mere gulvplads, hvilket giver plads til cirka 100 meter ekstra med salgsreoler, forklarer Thomas Vejlgaard Kristiansen.
Endelig etableres en ny pakkeshop i varehuset, så kunderne fremover kan hente deres pakkepost direkte i Føtex.
Varehuset holder åbent under hele ombygningen. Varehuschefen understreger, at medarbejderne vil gøre deres ypperste for at sikre, at kunderne fortsat får en god indkøbsoplevelse, mens renoveringen står på.
Den officielle genåbningsfest er planlagt til torsdag den 25. juni.
