Kolding Netavis

Første satellit-event bekræftet i Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Musikken sendes til Borchs Gård i Kolding.

Fra epicenteret på Frederiksberg sendes musikken til Borchs Gård i Kolding, hvor 500 glade Stella Polaris-gæster får mulighed for en dag med musikalsk hygge og chill-out stemning, oplyser MusikKolding.

MusikKolding er dermed den første samarbejdspartner, som har bekræftet at Kolding deltager i
Stella Polaris’ nye og corona-tilpassede format ”Live & Digital”, hvor musikprogrammet, som
afvikles på Frederiksberg, transmitteres live til en række satellitter rundt om i landet.

Arbejder på musikprogrammet

Der arbejdes i øjeblikket på højtryk med at sammensætte musikprogrammet, der sædvanen tro bliver en blanding af live-acts og DJs og danske og internationale navne. Til arrangementet i Kolding vil der også være eksklusive live acts, der kun kan opleves i Kolding. Disse navne offentliggøres ligeledes senere.

Arrangementet i Kolding bliver afviklet i Borchs Gård, som Kolding Kommune netop har investeret i at renovere og forberede til events, så det bliver en helt ny setting, som Stella Polaris og MusikKolding kaster sig ud i at afprøve.

Til alle ”Live & Digital” events vil der være plads til 500 gæster. Adgangsbilletter vil snart gøres tilgængelige og i lighed med andre år, vil der være fri entré.

Musikprogrammet vil udover transmissionen til satellit-arrangementerne blive streamet på
Mixcloud, Facebook, YouTube m.fl., så det ligesom sidste år bliver muligt at afholde sin egen Stella Polaris DIY hjemme i haven, i sit sommerhus eller på sin altan uanset hvor man befinder sig på dagen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel