Kolding Netavis

Flere unge i Kolding vil være faglærte

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Der er en flot stigning fra 2019 til 2020 i andelen af unge i Kolding, der søger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

En erhvervsuddannelse åbner mange døre til et alsidigt og interessant arbejdsliv. Det kan også være en vej til videre uddannelse.

Mange virksomheder har brug for dygtige faglærte, der kan udvikle nye produkter og løsninger med afsæt i praktiske erfaringer, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Virksomhederne vil også de kommende år have en stor efterspørgsel efter dygtige faglærte, der kan bidrage til virksomhedernes udvikling. Men på trods af de gode jobmuligheder er der alligevel relativt få unge, der vælger en erhvervsuddannelse.

Derfor vedtog Arbejdsmarkedsudvalget og Børne- og Uddannelsesudvalget i 2019 en målsætning om, at 30 % af de unge skal søge en erhvervsuddannelse efter grundskolen.

Målsætningen udspringer af de seneste års fokus på, at erhvervsuddannelser skal højere op på de unges radar, når de vælger uddannelser efter folkeskolen.

Uddannelses- og Fritidsjobsmesser

Eksempelvis har Kolding Kommune samarbejdet med Business Kolding, Koldings uddannelsesinstitutioner og virksomheder om at gennemføre store Uddannelses- og Fritidsjobsmesser i 2018 og 2019 for ledige og elever i udskolingen.

Nu har de unge i kommunens 9. og 10. klasser valgt, hvad de vil søge ind på efter sommerferien, og resultaterne er meget positive. I 2019 søgte 17,6 % en erhvervsuddannelse, mens tallet for 2020 er oppe på 21,5 %. Det er en stigning på 3,9 procentpoint.

Senere på foråret kommer data fra de unge på efterskolerne, og håbet er, at de følger tendensen med øget søgning mod erhvervsuddannelserne.

– Virksomhederne i Kolding efterspørger flere dygtige faglærte, og vi arbejder målrettet på, at flere unge skal vælge den vej. Der er så mange gode muligheder i livet som faglært. Derfor er meget glædeligt, at flere unge i folkeskolerne nu søger mod erhvervsuddannelserne. Men vi er ikke i mål endnu, fortæller Poul Erik Jensen (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget.

Kristina Jørgensen (DF) Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget siger:

– Det er rigtig positivt at se, at flere unge i Koldings folkeskoler nu kigger mod erhvervsuddannelserne. Det er godt for de unge, og det er godt for virksomhederne. Både folkeskolerne og Ungecentret gør en stor indsats for, at de unge får øjnene op for erhvervsuddannelserne. Det vil vi bygge videre på, og derfor har vi netop igangsat flere nye indsatser, så endnu flere unge vil søge en erhvervsuddannelse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel