Fitnesscentret fit.nu i Sdr. Havnegade i Kolding har selv indgivet en konkursbegæring.
Fitnesscenter har indgivet konkursbegæring: Fitnesscentret fit.nu, der har holdt til på Sdr. Havnegade 1 i Kolding, er blevet nødt til at indgive konkursbegæring efter flere overvejelser og samtaler blandt ejerkredsen. Trods en ihærdig indsats og stor opbakning fra medlemmerne i de seneste måneder, er det ikke længere muligt at opretholde driften. Det skriver fit.nu i et opslag på Facebook.
-Det her er den tungeste besked, vi nogensinde har skullet dele herinde, skriver fit.nu i starten af opslaget.
Den nye momslovgivning, som træder i kraft 1. januar 2026, pålægger medlemskaber en ekstra moms på 25 procent uden at tilføre yderligere værdi for kunderne. Denne skærpelse gør udfordringerne alt for store.
Fitnesscentret har i flere år været kendt for sit fællesskab, fokus på personlig udvikling og et træningsmiljø uden spejle og konkurrence, hvilket har skabt mange uforglemmelige øjeblikke for medlemmerne. Ejere og medarbejdere er taknemmelige for den støtte, der er blevet vist gennem årene.
Med virkning fra dags dato er alle aktiviteter og hold i centret stoppet, og det er dermed endegyldigt lukket.

