Der er afgang torsdag morgen.
Torsdag morgen klokken 07.30 kører fem ambulancer afsted fra Kolding mod Polen bemandet med 14 medarbejdere fra Ambulance Syd i Region Syddanmark. De skal hjælpe tilskadekomne i det krigshærgede land. De fem ambulancer er en donation fra Region Syddanmark og er koordineret via Beredskabsstyrelsen på vegne af Sundhedsministeriet.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er glad for, at donationen og hele logistikken omkring de fem ambulancer er blevet sat hurtigt i værk:
-Vi står naturligvis til rådighed, når vi bliver bedt om at hjælpe. Det er en humanitær katastrofe, vi er vidne til i Ukraine, og vi er parate til at gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at understøtte de ukrainske sundhedsmyndigheder, fortæller Stephanie Lose i en pressemeddelelse.
Der er to medarbejdere i hver ambulance, så de kan skiftes til at køre den 12 timer lange tur til Polen. Derudover er der to minibusser med to chauffører i hver, som kører mandskabet hjem igen, når ambulancerne er leveret.