Anmeldelse af Kalle Busch, Faglige Seniorer.
Mandag den 29. juni var vi i Nordisk Films Biografer i Kolding Storcenter for at se filmen Hjem.
Hjem bærer præg af at være en debutfilm for skuespiller og instruktør Marijana Jankovic. Enkelte steder virker handlingen en smule famlende, men den historie hun ønsker at fortælle, er i høj grad seværdig og rammer dybt.
Vi følger en familie i opbrud set gennem øjnene på den 6 årige Maja, spillet fint og troværdigt af Tara Cubilo. Hun er det eneste af tre børn, der får plads i bilen, da familien flygter med onklen Laza (Zlatko Burić). Med i bilen er også forældrene Marco og Vera, spillet af Dejan Čukić og Nada Šargin. Selvom det tydeligt er den voksne Maja, der fortæller historien, bevarer filmen en stærk autenticitet.
Filmen skildrer, hvor svært det kan være at komme til Danmark fra en anden kultur. Gennem barnets blik ser vi et Danmark, der ikke altid fremstår så glorværdigt, som vi selv ynder at tro. Men filmen ender med at pege på en anden og dybere problemstilling: den kløft, der kan opstå mellem børn og forældre, når handlinger og beslutninger får langvarige konsekvenser – i dette tilfælde for de to efterladte sønner.
Det er et tema, der også er velkendt i Faglige Seniorers univers. Mange af vores medlemmer har oplevet, hvordan familier kan blive amputeret, og hvordan man – som i filmen – kan blive afskåret fra sine børnebørn.
Dramatisk bliver familien genforenet i Danmark, da Carlo optager et lån for at få drengene ud af Jugoslavien. Tidsmæssigt befinder vi os omkring den periode, hvor Danmark fik en afbudsrejse til EM i Sverige på bekostning af netop Jugoslavien. Genforeningen er langt fra lykkelig. Den ældste søn Miloš (Sergej Bulatov) er uforsonlig, mens den yngste, Ivan (Viktor Jankovic), er mere bøjelig.
Filmen slutter med at børnene er blevet voksne og at Marco sidder som en gammel, bitter mand, ude af stand til at forstå, med Ivan i fængsel, hvorfor Miloš – der som voksen er flyttet tilbage til Jugoslavien og blevet familiefar – nægter ham kontakt med sit barnebarn. Miloš’ bitterhed er så dyb, at han ikke engang vil komme til Danmark, da faderen ligger for døden. I sin afvisning skader han i virkeligheden sit eget barn.
Det går først op for ham ved Carlos grav, hvor hans datter kommer hen til Faster Maja med en buket blomster. På spørgsmålet om, hvem blomsterne er til, svarer hun: “Til farfar.” I det øjeblik forstår Miloš, at den beslutning han har truffet – at afskære sin datter fra sin far – ikke kan omgøres. Han ser også, at faderen i sine breve har forsøgt at undskylde de handlinger, Miloš hader ham for. Nu rammer konsekvensen ham selv, og det er for sent at rette op.
Det er min opfattelse, at virkelighedens Maja – Marijana Jankovic – med sin film siger til familier i hele verden: Byg bro i stedet for at rive ned.
Næste film i Seniorbio er den 31. august, hvor vi viser Affektionsværdi – endnu en seværdig film.
