Fællessang fyldte det gamle posthus: Onsdagscafé med fællessang fyldte det gamle posthus med glæde og gode historier.
Faglige Seniorer Kolding åbnede onsdag året med en velbesøgt onsdagscafé i det gamle posthus på Banegårdspladsen. Det var arrangeret i samarbejde med frivilligmiljøet omkring Frivillig Kolding.
Til at stå for underholdningen var to af de tre medlemmer af gruppen Halvøen inviteret Halvøen Synger fra Stenderuphalvøen. De leverede både musikalsk ledsagelse og små anekdoter, der fik deltagerne til at slå sig på lårene af grin.
40 sangglade seniorer havde tilmeldt sig arrangementet, der bød på fællessang, croissanter og lidt at drikke. Et sanghæfte blev delt ud, og dagens tema var sange dyr var nævnt – et emne, der viste sig at rumme overraskende mange klassikere. Der blev sunget tekster af blandt andre Halfdan Rasmussen, Jeppe Aakjær og Thøger Olesen.
Stemningen var høj, uanset om det var Ole sad på en knold og sang, sangen om Storkespringvandet eller Hvalen Valborg (hvor en pakke kiks måske havde været på sin plads). Undervejs fortalte de to fra Halvøen synger også om forskellen på en bratsch – også kaldet viola – og en violin, både den åbenlyse og den, Victor Borge så elegant gjorde grin med.
Omkring midtvejs blev der serveret croissanter samt den øl eller vand, deltagerne havde bestilt. Snakken gik lystigt, og det gamle posthus genlød af glade stemmer. Mange havde meget at fortælle hinanden, og det var en fornøjelse at opleve fællesskabet udfolde sig.
Efter pausen fortsatte fællessangen med sange om billigrejser, atten svaner og naturligvis Svantes Lykkelige Dag. Som afslutning sang alle Elefantens Vuggevise – selvom tidspunktet måske var lidt sent til en middagslur.
Næste onsdagscafé er den 11. marts fra 11-14. Her kommer Otto Skak, der fortæller om sit liv under overskriften “Fra bonderøv til direktør – Direktørens sidste kapitel og det nye eventyr”.








