Kolding Netavis

Få et gratis lift til bussen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Sydtrafik.

Et nyt projekt mellem Region Syddanmark og Sydtrafik giver alle unge, der bruger Ungdomskort, mulighed for at bestille en gratis Plustur til eller fra bussen.

Plustur betyder, at man kan bestille en tur med flextrafik hen til det nærmeste knudepunkt med kollektiv trafik – eller videre fra knudepunktet til slutdestinationen. På den måde bliver rækkevidden af den kollektive trafik forlænget helt ud i de områder, hvor bussen ikke kan køre.

-I de områder, hvor der ikke er nok passagerer til, at vi kører med busser – eller som måske kun har begrænset buskørsel på hverdage – er det muligt at bruge Plustur til at komme afsted eller helt hjem, fortæller Lars Berg, administrerende direktør i Sydtrafik, i en pressemeddelelse.

-Vi har mange kunder, der er glade for at bruge Plustur i kombination med en rejse med enten bus eller tog, og nu bliver det så gratis for alle, der har et Ungdomskort, tilføjer han.

God adgang til ungdomsuddannelser

Projektet er igangsat af Region Syddanmark med det formål at bringe de unge tættere på den kollektive transport og øge mobiliteten for de unge i de mindre byer og landområder, hvor der kan være langt til bussen.

-Vi ønsker at skabe god mobilitet for regionens unge og særligt, at alle unge skal have god adgang til en ungdomsuddannelse. Vi har derfor igangsat pilotprojektet Gratis Plustur til unge med ungdomskort og håber, at det kan give de unge oplevelsen af en bedre mobilitet til og fra skole samt i fritiden og derved gøre bussen mere attraktiv, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, Michael Nielsen.

De unge med på råd

Foruden digitale brugerundersøgelser bruger projektet en følgegruppe af unge med ungdomskort til at indsamle erfaringer gennem hele projektperioden. Den viden skal blandt andet bruges til at gøre produktet Plustur mere attraktivt – både for de unge og for andre brugere.

-Plustur er stadigt et relativt ukendt produkt, og det vil vi gerne ændre på. Det kan være en af løsningerne til udfordringerne med mobilitet på landet, forklarer Lars Berg fra Sydtrafik.

Fakta

• Plustur skal bestilles 2 timer før afgang og kan kun bestilles i forbindelse med en rejse med kollektiv trafik.

• Plustur kan kun bestilles via Rejseplanen.dk eller Rejseplanen app – det bliver automatisk tilbudt, hvis det er en mulighed på din rejse.

• Plustur koster normalt 24 kr. pr tur, men det er fra august 2022 gratis for personer med Ungdomskort.

• Projektet løber frem til juni 2023.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel