Borgerne i Skovparken/Skovvejen i Kolding har længe måttet leve med, at byrådet vil rive deres boliger ned. Nu må beboerne også leve med, at byrådet vil fjerne flere af de i forvejen sparsomme fritidsmuligheder.
Enhedslisten kræver handling: Byrådets planer om at rive tre boligblokke i Skovparken ned for at bygge plejehjem er en skandale, mener Enhedslisten. Samtidig truer kommunen med at fjerne de sparsomme fritidsmuligheder for børn og unge. En decideret diskrimination af områdets borgere, fastslår partiet i en pressemeddelelse.
Skovparken og Skovvejen er næsten lige så store som Koldings midtby, men mangler institutioner og fritidstilbud. Byrådets nedlæggelse af daginstitutionen Tusindfryd og planerne om at fjerne både kælkebane og fodboldbane gør situationen værre. Børn og unge står nu reelt helt uden mulighed for at dyrke idræt nær deres hjem.
-Kommunen lover multihal, boldbane og nye fællesfaciliteter, men intet er konkret. Det virker som tomme løfter, som man er klar til at løbe fra, siger byrådsmedlem Benny Dall.
Han kalder det “en hån mod beboerne” og påpeger den massive forskelsbehandling i forhold til andre bydele og landsbyer, hvor der investeres massivt i idrætsfaciliteter.

Nedrivningerne og tvangsflytningerne fører til stigende huslejer – op til 13 procent – for dem, der bliver tilbage. Enhedslisten opfordrer alle berørte til at gøre indsigelse mod lokalplanen inden 29. juni for at sætte en stopper for den uretfærdige behandling.
-Alle borgere i Kolding skal behandles ligeværdigt. Det betyder, at planen om en multihal og en kunststofbane skal virkeliggøres – nu, slutter Benny Dall.
