KIF Kolding må erkende, at de sportslige resultater ikke har været tilfredsstillende i denne sæson, hvilket betyder, at klubben skal spille i 1. division i den kommende sæson.
Det er en skuffende og ærgerlig nyhed for klubben og alle involverede parter, herunder medarbejdere, spillere, fans, samarbejdspartnere, tilskuere, frivillige og alle andre, der har en tilknytning til klubben. Det skriver KIF Kolding i en pressemeddelelse efter det sent lørdag eftermiddag stod klart, at klubben rykker ned.
Klubben har kæmpet hårdt, men det har ikke været muligt at indfri det sportslige potentiale i år. Trods nedrykningen forsøger KIF Kolding stadig at se fremad og har allerede en plan på plads for at kunne vende tilbage til håndboldligaen inden for de næste 1-2 år.
Rekrutterer trænerstab og trup til 1. division
Allerede i morgen, søndag, fortsætter processen med at stable en konkurrencedygtig trænerstab og spillertrup på banen til 1.division. KIF Kolding har allerede positive tilkendegivelser fra træneremner og spillere, som gerne vil være med til at spille KIF Kolding tilbage i ligaen.
Klubben forsikrer samarbejdspartnere om, at det kommercielle set-up vil fortsætte som hidtil, og at samarbejdet vil fortsætte med at skabe værdi for begge parter. Der er også fokus på at styrke KIF Akademi med dygtige trænere og ledere, samt at involvere fans og sæsonkortholdere for at sikre god stemning og støtte omkring håndbolden i Kolding.
KIF Kolding er en klub med en stærk forankring i lokalsamfundet og har til hensigt at fortsætte med at være en central aktør i byen, der forener mennesker gennem fællesskab og oplevelser. Klubben vil altid stræbe efter mere i medgangen og stå sammen i modgangen og de udfordrende tider.
Det er første gang i 41 år, at KIF Kolding skal spille i 1. division.
Se billederne øverst i artiklen…



























































