Kolding Netavis

En by skifter stadig ansigt

Elo Christoffersen
By Elo Christoffersen

Oplev en udstilling om Kolding gennem fem årtier, hvor du kan blive klogere på de store forandringer, kommunen har gennemgået. Der er fernisering mandag den 7. september på udstillingen, der markerer 50-året for Koldingbogen.

I 1970 så den første Koldingbog dagens lys. Siden da er Koldingbogen udkommet hvert eneste år – undtagen et enkelt! I fem årtier har Koldingbogen været et prisme på byens – og kommunens – historie og historiefortælling, mens kommunesammenlægninger og reformer har betydet store ændringer på, hvad og hvem Kolding Kommune er.

Det markerer Kolding Stadsarkiv, Museet på Koldinghus og Koldingbibliotekerne i en særudstilling i Historisk Værksted på Kolding Bibliotek, under titlen ”En by skifter stadig ansigt”. Ordene stammer fra tidligere borgmester Peter Ravn, som indledte forordet til den allerførste Koldingbog i 1970 med dem.

Fernisering

Udstillingen åbner mandag den 7. september klokken 15 og markerer samtidig åbningen af Historisk Værksted 2.0, der er flyttet i nye rammer på 1. sal på Kolding Bibliotek. Udstillingsområdet er et nyt permanent samarbejde mellem de tre lokale kulturinstitutioner stadsarkivet, museet og biblioteket. Kulturudvalgsformand Jesper Elkjær holder åbningstalen. Bestil en gratis billet til ferniseringen på www.koldingbib.dk.

Bagefter vil det være muligt at høre mere om Historisk Værksted fra arkivets medarbejdere.

Fejringen af 50-året for Koldingbogen kulminerer med udgivelsen af Koldingbogen 2020 den 13. november. Udstillingen løber fra den 7. september til den 22. november.

Udstillingen er en del af Trekantområdets Festuge, som i år er flyttet og spredt udover efteråret for at imødekomme restriktioner på grund af covid-19.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel