Skip to main content

Kolding Netavis

Ejer af Milling Hotel Saxildhus fylder 60 år

Elo Christoffersen
Dorte Milling fylder 60 år. Pressefoto.

Fra pædagog til koncerndirektør: I dag kan Dorte Milling fejre sin 60 års fødselsdag.

Ejer af Milling Hotel Saxildhus fylder 60 år: I dag, lørdag den 21. marts, fylder Dorte Milling 60 år. Sammen med sin mand Jan ejer hun Milling Hotels, der i dag tæller 11 hoteller rundt om i landet – heriblandt Milling Hotel Saxildhus i Kolding, som de overtog i 2010.

Historien om parret begyndte i 1994, da de købte deres første hotel i Odense uden erfaring i branchen eller stor kapital. Men de havde mod og visioner om selv at skabe noget.

Dorte Milling er oprindeligt uddannet pædagog. Hun havde ikke forestillet sig en karriere i hotelbranchen. Men da muligheden for at købe et mindre hotel bød sig, tog hun sammen med Jan en beslutning, der skulle forme både deres arbejdsliv og familieliv.

Langt fra glamourøs start

Starten var alt andet end glamourøs. Det var uden sikker økonomi og med ingen manual at følge lærte de undervejs gennem lange arbejdsdage og ved at håndtere én udfordring ad gangen. Som tiden gik, voksede virksomheden skridt for skridt.

-Jeg troede egentlig, at jeg skulle være pædagog hele mit arbejdsliv. Men vi tog en chance, og så har vi bygget det op lidt efter lidt. Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg nogle gange selv blive overrasket over, hvor langt vi faktisk er nået, fortæller Dorte Milling i en pressemeddelelse.

Hotelbranchen er præget af højt tempo. Og for Dorte har arbejdet aldrig været noget, man bare går hjem fra. Familien har vokset op midt i virksomheden. Og i mange år har privatliv og arbejdsliv været tæt sammenvævede.

Børnene er en del af virksomheden

I dag er alle tre børn en del af virksomheden, som fortsat er familieejet. Selvom virksomheden er vokset, er det familiære stadig centralt. Et vigtigt møde kan lige så vel foregå med et barnebarn på skødet og en hund, der bevæger sig rundt mellem kontorstolene.

-Det er måske ikke helt klassisk erhvervsliv, men det er også det, der gør min hverdag speciel. Vi er en familie, der driver hoteller, så det føles helt naturligt, at arbejde og familieliv hænger sammen, forklarer Dorte Milling.

I 2025 blev Jan og Dorte Milling kåret som Årets Ejerledere i Danmark. En anerkendelse af deres vedholdenhed og succes gennem årene.

Den store 60 års fødselsdag markerer Dorte med en ferie sammen med børn og børnebørn.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.