Kolding Netavis

-Du er SÅ gammel

Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), folketingskandidat og byrådsmedlem i Kolding, Kolstrup Bygade 4, 6070 Christiansfeld.

Min gode ven Rasmus og jeg diskuterer ofte med et glimt i øjet, om svendebrevet eller det grønne bevis er vægtet højest når man taler ECTS point! Én ting Rasmus og jeg vi er helt enige om, det er at når man skal uddanne sig, så er det vigtigt at lave noget man godt kan lide, og så er det altså mindst lige så godt at blive landmand eller struktør som det er at tage en universitetsuddannelse.

Der er bare lige ét problem, og det er, at når man starter med at arbejde, som ufaglært eller med en erhvervsuddannelse i rygsækken, så starter man i en noget yngre alder end dem der læser til Cand. – noget fint noget, og så er der bare rigtig lang tid til man skal på pension.

Jeg er kloakmester og da jeg er født i 1984, så jeg skal arbejde til jeg er 72 år gammel Er du da klog mand det er gammelt, det holder sådan et kloakkadaver ikke til, det ved jeg, for jeg har allerede en dårlig skulder, en svag lænd, kroniske smerter i det ene knæ og nedsat hørelse på det ene øre, og jeg er ikke engang halvvejs mod de 72 år endnu.

Der er simpelthen nogen der skal tænke sig om når man laver lovgivning! En bil bliver jo ”pensioneret” alt efter hvor meget den har kørt, og ikke efter hvor gammel den er, det skal vi da også bare gøre! Når man har arbejdet i 45 år, så bør man være pensionsberettiget.

Så kan alle dem der læser til noget, hvor man stryger en skjorte hver dag, gå det senere på pension, for nogen af dem er jo næsten jævnaldrende med mig inden de er færdige med at læse, og så kan de da sagtens holde til at arbejde det længere, for de er jo ikke engang begyndt at få skiftet tændrør endnu.

Nu er jeg jo trods alt liberal helt ind i hjertet, og har naturligvis startet min egen private pensionsopsparing, da jeg under ingen omstændigheder skal arbejde med jord, kloak og beton til jeg er 72.

Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *