Snestorm varslet i Syddanmark torsdag.
DMI varsler snestorm: Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et kategori 2-varsel om snestorm i Syddanmark, gældende fra torsdag kl. 01.00 til kl. 22.00. Varslet dækker hele Syddanmark, Fyn, Sydsjælland og tilhørende øer, hvor der forventes mellem 5 og 15 centimeter sne, lokalt op til 20 centimeter.
Den østlige til nordøstlige vind bliver frisk til hård med risiko for snefygning, som kan skabe vanskelige forhold på vejene, skriver Ritzau.
DMI understreger, at lavtrykkets bane stadig er usikker, hvilket kan påvirke mængden af sne samt om det eventuelt går over i tøsne.
Borgere i Syddanmark opfordres til at følge vejrudviklingen nøje og tage hensyn i trafikken torsdag.

