Kolding Netavis

DM i Guld på Staldgården

Elo Christoffersen
By Elo Christoffersen

Fredag 2. juli bliver dørene åbnet til årets danske mesterskab i guldsmedekunst, som foregår i Museum Koldings bycentrale lokaler i Staldgården.

Lokalerne på Staldgården er hastigt blevet gjort klar til at kunne huse de seks dystende. Til dagligt står lokalerne tomme og venter på for alvor at blive taget i brug af museet, men i disse dage skal de udgøre en rustik og historisk ramme om DM i Guld.

-At vi lægger lokaler og historiske rammer til DM i Guld er slet ikke en tilfældighed. Museum Kolding er netop fortaler for samarbejde, og når det aktiverer lokalhistorie, håndværk og design, så rammer vi lige ind i dele af vores nye strategi, hvor håndværk og design spiller en væsentlig rolle, siger Rune Lundberg, direktør for Museum Kolding, i en pressemeddelelse.

I løbet af tre dage vil seks unge lovende og nyuddannede (eller næsten nyuddannede) guldsmede kæmpe om den eftertragtede titel: Dansk mester i guldsmedehåndværk.

-Når DM i guldsmedehåndværk afholdes et sted som Staldgården, giver det museets gæster mulighed for at se, hvordan en guldsmed arbejder. Samtidig får deltagerne mulighed for at arbejde under helt andre forhold end normalt, hvor det emmer af hygge tilsat lidt spænding, fortæller Marianne Daniel Olsen, som er faglærer på ædelsmedeuddannelsen hos Next.

På konkurrencens første dag får deltagerne udleveret en tegning over et smykke, som de ikke har set før. I løbet af de følgende dage skal de fremstille en nøjagtig model af smykket. Alle får udleveret materiale og værktøj, der gør dem i stand til at fremstille smykket.

Vinderen, der kåres søndag 4. juli kl. 15, er deltageren, som laver den mest præcise model med de flotteste lodninger og den mest nøjagtige finish.

Mesterskabet arrangeres af de to skoler, der uddanner guldsmede herhjemme: EUC Lillebælt og Next Uddannelse København.

Praktisk info

DM i Guld kan opleves i Staldgården:

Fredag 3. juli: 10.00 – 16.30
Lørdag 4. juli: 10.00 – 16.30
Søndag 5. juli: 10.00 – 15.00

Søndag 5. juli klokken 15.00 vil Museum Koldings kulturarvschef Steen Rosenvinge Lundby afsløre vinderen.

Alle er velkomne til at komme og overvære de arbejdende – og samtidig få mulighed for at snuse lidt til ellers helt aflukkede lokaler på Staldgården.

Entré: 50 kr. for voksne, børn u/18 år er gratis.

Billet købes ved indgangene.

Parkering i gården eller ved biblioteket.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel