Seniorbio Downton Abbey 3: Den store finale begejstrer seniorpublikummet hos Faglige Seniorer Kolding.
Den store finale begejstrede seniorpublikummet: Mere end 40 forventningsfulde seniorer lagde vejen forbi Seniorbio, da Downton Abbey 3: Den store finale, rullede over lærredet. Filmen, der markerer afslutningen på den elskede saga om familien Crawley, blev taget imod med varme, genkendelse og begejstring – ikke mindst af publikum, der i forvejen har et nært forhold til genren, som også tæller danske klassikere som Matador. Det skriver Faglige Seniorer Kolding i en pressemeddelelse.
En film tro mod seriens ånd
Publikum oplevede en film, der – tro mod både tv-serien og de tidligere film – holdt fast i det karakteristiske rolige tempo, hvor der er plads til at dvæle ved detaljer, relationer og de små nuancer, der gør universet så elsket. Skuespillerne leverede præstationer, hvor mimik, kropssprog og sprogets fine betoninger fik lov at stå tydeligt frem. Det er netop denne form for spil, der gør periodedramaet til en genre, der kan sit håndværk “til et trettental”.
Et gensyn med et univers i forandring
Filmen foregår i begyndelsen af 1930’erne, hvor både Crawley-familien og tjenestestaben står over for nye tider, økonomiske udfordringer og sociale forandringer. Selvom dynastiets store matriark – Violet Crawley, spillet af Maggie Smith – ikke længere er en del af fortællingen, fylder hendes ånd og arv fortsat meget i filmens univers. De velkendte ansigter som Hugh Bonneville, Michelle Dockery, Jim Carter og Elizabeth McGovern blev suppleret af blandt andre Paul Giamatti og Dominic West, der begge har rødder i tidligere kapitler af serien. Filmen er instrueret af Simon Curtis, der også stod bag Downton Abbey: A New Era, og manuskriptet er skrevet af seriens skaber Julian Fellowes.
En oplevelse, der samlede
Stemningen i biografen bar præg af både nostalgi og fællesskab. Mange har fulgt serien gennem 15 år, og gensynet med karaktererne blev modtaget som et varmt og velkendt kram. Seniorbio viste endnu en gang, hvordan fælles kulturoplevelser kan skabe glæde, samtaler og samhørighed.
Næste film i Seniorbio er Madklubben 2: Hjemme igen. Den vises den 23. februar.
