I alt ni hold deltog i cykelsponsorløbet i Sjølund. Der blev indsamlet over 50.000 kroner. Især to hold gjorde sig bemærket.
Kristi Himmelfartsdag blev der sat gang i Sjølund Byfest. Det skete med et cykelsponsorløb for børn og voksne. Ni hold deltog i cykelløbet. Det var:
- Slankeklubben “De Fede Svin”
- Diamantholdet
- Pas på Schmidterne
- Team Easy On
- Poul Thomsen, Vejstrupgaard Bondegårds Ferie
- Team Minions
- Team Rene betaler
- Team Rollatorbanden
- Det 3. hjul
Der blev indsamlet i alt 56.100 kroner. De skal bruges til virkeliggørelsen af drømmen om, at bygge en multibane til boldspil ved Sjølund-Hejls Skole, en bane som kan bruges af skolen, idrætsforeningen og i fritiden.
Slankeklubben “De Fede Svin” samlede flest penge, i alt 14.500 kroner. De vandt også præmie for “Det festligste hold”. Det 3. hjul (3. klasse på Sjølund-Hejls Skole) vandt præmien for det største hold. De stillede med 15 cykelryttere.
Borgmester Knud Erik Langhoff (C) satte cykelløbet i gang og skoleleder ved Sjølund-Hejls Skole, Anders Henriksen, kommeterede løbet og heppede på deltagerne.
Arrangør af cykelløbet var KSU Sjølund Lokalråd.
Se billederne øverst i artiklen…