Kolding Netavis

Daginstitution hejser bæredygtighedsflaget

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Alle institutionens børn og voksne var samlet om flagstangen til hejsningen af bæredygtighedsflaget. Pressefoto.

Solen skinnede og alle børn og voksne i Under Egen i Kolding var samlet ved legepladsens flagstang fredag den 10. juni.

Anledningen var at Under Egen skulle hejse det bæredygtighedsflag, som institutionen har fået tildelt af De grønne spirer, fordi Under Egen har fokus på natur og bæredygtighed og arbejder målrettet med bæredygtighedstankerne.

Formand for børn og uddannelse – Hans Holmer (SF) – besøgte i denne anledning Under Egen og fik lov at hejse flaget til top for første gang. Hans Holmer spurgte børnene om de havde prøvet at røre ved en krabbe, om de havde fået mudder på fingrene og om de havde hoppet i en vandpyt. Børnene, der alle bar bandanaer lavet med naturfarvet stof, svarede rungende ja til spørgsmålene, og ville bagefter også gerne fortælle og lege med Hans.

Daginstitutionen Under Egen har i 25 år arbejdet med bæredygtighed, og bruger dagligt naturen i nærværet med børnene.

Under Egen har flere insekthoteller, mange fuglekasser og et dødebur hvor processen med forrådnelse følges til der kun er skelettet tilbage. Der er lavet kvashegn, som er indflytningsklar for smådyr, svampe m.m.

Der bliver udruget kyllinger – som senere bliver slagtet og lavet til suppe.

Hvert år er der temauger, hvor spirring og høst lærer børnene om hele processen fra jord til bord.

Der er stort fokus på affaldssortering, papkasser bliver aldrig smidt ud før børnene har leget med dem, og kommunens Skatkammeret besøges ofte så der er genbrugsmaterialer i værkstedet.

Forældrene har et bytteskab, hvor de fx kan tage en vinterjakke som er blevet for lille med – og bytte til noget en anden familie har lagt i skabet.

I det hele taget præger bæredygtighedstænkningen den pædagogik, der arbejdes med i Under Egen. I dialogen med børnene er bæredygtighed bl.a. at passe på dyrene og naturen, for på denne måde at præge børnenes forståelse og læring om, hvordan de kan bidrage til at passe på vores klode.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel