Kolding Netavis

Cirkus og gøgl skaber trivsel i Sjølund og omegn

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Donationen fra TrygFondens regionale råd blev overrakt i forbindelse med den afsluttende forestilling. Her ses Hanna Andresen, frivillig i KSU (i midten). Pressefoto.

Tre dages workshop med artisteri, gøgl og dans for 34 børn mundede forleden ud i en festlig og underholdende forestilling i Sjølund Multiarena.

Workshoppen er støttet af TrygFonden, der også fik æren af at overvære forestillingen sammen med børnenes familier, venner og andre cirkusinteresserede.

Cirkus- og gøglerworkshoppen er arrangeret af KSU for Børn, der hører under den frivillige forening Kolding Sjølund Udviklingsråd (KSU), og som arbejder for at skabe rammer for trivsel og social inklusion af børn og unge i Sjølund og omegn.

-Vi ønsker at give børn og unge fra lokalområdet mulighed for gode og sjove oplevelser sammen med andre. Til det er cirkus og gøgl en oplagt aktivitet, og vi har haft tre virkelig dejlige dage med fuld fart, masser af grin og et stærkt fællesskab. Vi er utrolig taknemmelige for TrygFondens donation, der har gjort det muligt for os at gennemføre bl.a. cirkus-workshoppen, hvilket har været til stor glæde for både store og små, siger Hanna Andresen, frivillig i KSU.

KSU for Børns ideer og aktiviteter udvikles og gennemføres i samarbejde med partnere fra det lokale foreningsliv, børnehave, SFO og skole. Den netop afholdte cirkus- og gøglerworkshop blev afviklet sammen med frivillige fra Gymnastikafdelingen og SFO’en på Sjølund Hejls Skole. Donationen fra TrygFondens regionale råd blev overrakt i forbindelse med den afsluttende forestilling.

-I TrygFonden arbejder vi for at skabe bedre trivsel og give alle en plads i et positivt fællesskab. Det er præcis, hvad KSU for Børn også ønsker med sine aktiviteter, og til eftermiddagens forestilling var det tydeligt at se, at det lykkes rigtig godt. Smil, glæde og et stærkt fællesskab. Sådanne indsatser er vi fra TrygFondens side meget glade for at støtte, siger Lisbeth Oxholm Andersen, formand for TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark.

TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark har i 2021 særligt fokus på børn og unges trivsel. Donationen på 20.000 kroner til KSU for Børn er givet som led i denne indsats og TrygFondens samlede arbejde for at skabe tryghed.

Donationen til KSU omfatter udover cirkusworkshoppen støtte til en teaterforestilling med Sigurd Barrett, et kunstprojekt og en dag med fokus på fysisk bevægelse og gadeidræt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel