Kolding Netavis

Cheftræner stopper øjeblikkeligt i Kolding IF

Kolding IFs cheftræner er fritstillet.

Kolding IF har mandag valgt at opsige samarbejdet med cheftræner Anders Jensen. Han er desuden blevet fritstillet, oplyser Kolding IF i en pressemeddelelse.

Resultatmæssigt har specielt starten på turneringen været rigtig god og over forventningen mens den seneste periode ikke har været tilfredsstillende på samme måde.

Spillemæssigt har kurven derimod været nedadgående. Der savnes en positiv udvikling af spillet, holdet samt den enkelte spiller. En udvikling der ikke er holdbar såfremt målsætningen om at etablere sig fast i NordicBet ligaen skal opfyldes. Efter modne overvejelser skifter Kolding IF derfor ud på cheftrænerposten. En beslutning der er truffet af den sportslige ledelse og en enig bestyrelse.

– Hvis vi skal opfylde klubbens helt overordnede målsætninger, er forandring påkrævet. Vi har behov for en cheftræner der i højere grad kan udvikle holdet, spillestilen og den enkelte spiller. Vi savner at der bliver taget bedre hånd om nytilkomne spillere og talenter ligesom klubbens egne talenter i de kommende år i større grad skal bringes i spil, fortæller sportschef Niki Zimling.

– I indeværende sæson er det helt overordnede mål stadig overlevelse i NordicBet Ligaen. Fra næste sæson vil konkurrencen i NordicBet ligaen blive endnu mere intens med tre nedrykkere fra Superligaen og en velspillende oprykker fra 2. division. Reaktion er nødvendig allerede nu hvis Kolding IF forventeligt skal modstå denne intensiverede konkurrence, slutter Niki Zimling.

Afløser skal findes

En struktureret proces med at finde den rette afløser bliver nu sat i gang. En proces som ikke vil blive forhastet da det er afgørende at finde den rette profil som kan bringe Kolding IF de næste vigtige skrift fremad.

– Det er en meget svær beslutning at træffe, da Anders Jensen på mange måder er synonym med den sportslige succes som Kolding IF har opnået i de senere år. Anders er en rigtig Kolding-dreng og KIF’er som jeg i sin tid selv var med til at ansætte som cheftræner. Så det er et farvel med vemod. Men i forhold til vores overordnede målsætning om at etablere os i den bedste del af NordicBet Ligaen og ikke mindst kunne levere boldbesiddende og attraktiv fodbold har vi besluttet at der skal nye kræfter og kompetencer til, siger Claus Holm-Søberg, bestyrelsesformand i Kolding IF.

Kolding IF ønsker Anders Jensen alt det bedste fremover og takker for en meget stor indsats for klubben både som ungdoms- og cheftræner.

Del denne artikel