Kolding Netavis

Cecilie Liv Hansens kærestes narkosag skal for retten

Elo Christoffersen
Cecilie Liv Hansen. Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

Der er rejst tiltale mod kæresten til den tidligere LA-politiker, løsgængeren Cecilie Liv Hansen, efter narkosag i Kolding.

Cecilie Liv Hansens kærestes narkosag skal for retten: Kæresten til den tidligere Liberal Alliance-politiker – nu løsgænger, Cecilie Liv Hansen, er nu tiltalt for besiddelse og salg af narkotika. 28-årige Søren Emil Hoppe Steenberg er anklaget for at have været i besiddelse af 121,05 gram hash, 46,66 gram skunk, 15 poser cannabisvingummi og 4,63 gram psykedeliske svampe, skriver Ritzau.

Han blev anholdt i Kolding i december og sigtes også for at have haft over 5.000 kroner, som politiet mener stammer fra salg af stoffer. Søren Emil Hoppe Steenberg har selv indrømmet at have solgt cannabis og skrevet, at han tager ansvar – men at hans kæreste ikke er involveret.

Efter sagen blev Cecilie Liv Hansen ekskluderet fra Liberal Alliance på grund af manglende tillid. Hun er nu løsgænger i Folketinget, regionsrådet i Region Syddanmark samt byrådet i Kolding.

Retssagen mod Søren Steenberg starter i Retten i Kolding i starten af juni.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel