Kolding Netavis

Byrådsmedlem afslører sandheden om kommunalpolitik

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Mandag den 16. august og de tre efterfølgende dage er byrådsmedlem Jesper Elkjær (SF) aktuel med et nyt one-man-show på Kolding Egnsteater.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når byrådsmedlem Jesper Elkjær i sit nye show fortæller sin version af sandheden om lokalpolitik i Kolding Kommune.

Ingen lokalpolitiker eller embedsmand kan føle sig sikker, når fortællinger fra det virkelige politiske liv fremstilles på en munter, satirisk og skælmsk facon.

-Normalt er politisk satire noget, der bedrives af komikere på sikker afstand fra den politiske verden. Det, at jeg selv er godt og grundigt rodet ind i Koldings politiske liv, giver nogle aspekter til mit show, som man ikke finder ret mange andre steder, siger Jesper Elkjær i en pressemeddelelse.

Første on-man-show

Han har med en enkelt undtagelse skrevet alle tekster og al musik til showet, som er en opfølger til politikerens første one-man-show, som havde premiere i 2019. Dengang var Jesper Elkjær radikal, men i dag repræsenterer han SF i Kolding Byråd.

”Sandheden Om Kommunalpolitik – version 2.0” er et helt nyt show med helt nye sange, men samtidig med en rød tråd fra det første show.

-Denne gang har jeg tilføjet undertitlen ”Ud med sproget”, og folk kan forvente endnu flere sandheder end sidst, oplyser Jesper Elkjær.

Om sandhederne kan tåle dagens lys, kan man finde ud af, når byrådspolitikeren går på scenen sammen med musikerne Karsten Bech og Jonas Kjærgaard.

Showet varer godt en time og kan ses kl. 17 på Kolding Egnsteater mandag til torsdag i næste uge. Billetter købes på teatrets hjemmeside.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel