Brand i brændeskur bredte sig til tagkonstruktionen i Hylkedalsparken i Kolding.
Brand i brændeskur bredte sig til husets tag: Først på eftermiddagen rykkede brandvæsenet ud til Hylkedalsparken, et parcelhuskvarter i Kolding, efter at der opstod brand i et brændeskur tæt på gavlen på et hus. Det fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Halfdan Kramer.
Ilden fik fat i tagkonstruktionen på huset nær skuret.
Beboerne var hjemme, da branden opstod, men kom ikke til skade, fortæller brandvæsnets indsatsleder, Steen Christensen, til TV Syd.
På trods af skaderne kan beboerne fortsat bo i huset. Brandvæsenet har slukket ilden, og politiet vil undersøge brandårsagen nærmere.
Branden blev anmeldt klokken 13.25.








