Kolding Netavis

Bog med få ord skaber stilletid og fantasi

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Heidi Bobjerg har siden 2017 boet med sin familie i Kolding. Pressefoto.

Heidi Bobjerg fra Kolding har udgivet særlig bog med ultrakorte historier, der zoomer ind på hverdagens dramaer. På blot 100 ord skaber hun en mental stilletid og får læseren til at lukke op for sin fantasi.

Når en historie skal fortælles på blot hundrede ord, skulle man tro, at den får verden til at blive lille. Men ikke ifølge Heidi Bobjerg fra Kolding, der er forfatter til bogen Mikroskopisk, som netop er udkommet på forlaget Kløvereng.

I bogen har hun samlet en stribe korte tekster, der lukker op for læserens fantasi og giver plads til store oplevelser.

-Hver dag omgiver vi os med ultrakorte fortællinger på de sociale medier, og når vi modtager en sms. Med få ord vikler de os ind i dramaer, der løber som en kontinuerlig strøm gennem livet, og vi forstår umiddelbart alt det, der ikke bliver sagt direkte, fortæller Heidi Bobjerg, der i bogen zoomer ind på livet, på glæde, sorg, afmagt og kærlighed.

-Og når jeg koger historierne ned til bare 100 ord, så rummer de en hel verden, som gør, at man får lyst til at digte med.

Skaber stilletid og fordybelse

Det er ikke kun det begrænsede antal ord, der sætter tankerne i gang. Hvert af bogens kapitel ledsages af forfatterens kunstfotos fra serien #ISeeFaces, hvor man lokkes til at finde de udtryksfulde ansigter i dagligdagsmotiver.

-Det er tænkt som meget mere end en bog. Det er en god følelse, en stille tid midt i en travl hverdag. Jeg har allerede fået respons fra folk, der køber en ekstra for at give oplevelsen videre som en værtindegave eller mandelgave her til jul, siger Heidi Bobjerg om bogen, der sælges af forlaget på kloevereng.dk og i andre online boghandler.

Heidi Bobjerg har tidligere udgivet romanerne Trøske (2018) og Nordpå (2021). Hun er oprindelig fra Odense, men har siden 2017 boet med sin familie i Kolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel