Kolding Netavis

Børnehøjskole: Børn hjalp borgmesteren med at klippe snoren

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Theresa Lassen, therees.dk.

Borgmester Knud Erik Langhoff var hidkaldt for at klippe snoren, da Kolding Børnehøjskole officielt åbnede lørdag eftermiddag.

Borgmesteren roste den gode idé med højskolekurser for børn og fortalte, at han er glad for, at der findes så mange forskelligartede tilbud til Koldings børn.

Knud Erik Langhoff fik to af Børnehøjskolens egne børn til at klippe den røde snor – og i samme øjeblik regnede det med konfetti over de mange fremmødte.

Mange nysgerrige

Til hverdag har 37 børn deres gang på Børnehøjskolen, men ikke mindre end 210 nysgerrige børn og voksne havde lørdag valgt at besøge den helt nye Børnehøjskole, som foreningen KFUM og KFUK i Kolding har taget initiativ til.

MGK-elever fra Kulturskolen Kolding gav koncert. Studerende fra UC Syd og flere andre af Børnehøjskolens egne frivillige stod for fem forskellige workshops, hvor man bl.a. kunne lave is af bananer, kreere meget naturtro crepepapir-blomster og bygge et bowlingspil af pap.

Klogere på livet

Kolding Børnehøjskoles forstander, Katrine Jørgensen, og formand for styregruppen bag projektet, Lisbeth Diemer, holdt en fælles åbningstale, hvor de fortalte om ambitionerne med Børnehøjskolen.

-Kolding børnehøjskole har til formål at invitere børn ind i et læringsmiljø, hvor værdierne kvalitet, værdighed og nysgerrighed står centralt. Her handler det aldrig om at være bedst eller hurtigst, og vi respekterer altid hinandens forskelligheder. På den måde bliver vi sammen klogere på os selv, hinanden og livet, lød det fra Katrine Jørgensen.

Lisbeth Diemer sagde, at det har været en kæmpe fornøjelse at komme i gang.

-Vi har brugt et par år på forberedelser og derfor er det meget forløsende at se, at børnene er så begejstrede for at være på Børnehøjskolen. Vi er meget taknemmelige for interessen og opbakningen fra alle kanter. Det er også en stor hjælp, at en række fonde og puljer har troet på idéen og valgt at støtte os, fortalte Lisbeth Diemer.

Hverdagen på Børnehøjskolen

Kolding Børnehøjskole tilbyder kurser af otte ugers varighed, hvor man deltager én dag om ugen fra kl. 16.00 til 18.45.

Børnene mødes til fællessamling med fortællinger og fællessang, hvorefter de fordeler sig på kurserne, der her i foråret er ‘Kreaboblen’, ‘Maduniverset’ og ‘Børneband’. Børnene på ‘Maduniverset’ laver mad fra forskellige lande, som alle spiser sammen som afslutningen på dagens undervisning.

Efter sommerferien er der mulighed for at være med på nye kursusforløb.

Fakta

Kolding Børnehøjskole er et levende hus med sjove og lærerige kurser for 6-12 årige børn

Man tilmelder sig et kursusforløb, der varer otte uger med undervisning hver torsdag kl. 16.00-18.45.

Børnehøjskolen ligger på Dalbygade 31.

Er etableret af børne- og ungdomsorganisationen KFUM og KFUK i Kolding.

Samarbejder med uddannelsessteder og kulturinstitutioner i Kolding kommune.

Se billederne nedenunder…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel