Kolding Netavis

BlueKolding-kunder får meget mere miljø for de samme penge

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Klimaforandringerne øger presset på både kloaksystemer og renseanlæg og medfører samtidig flere udgifter til klimatilpasning.

I 2019 investerede BlueKolding godt 191 millioner kroner i klimatilpasning af Kolding, forbedring af vandmiljøet og udnyttelse af ressourcerne i spildevandet. Det er 45 millioner mere end året før, uden at selskabets kunder har betalt mere for at komme af med spildevandet. BlueKoldings årsregnskab viser, at kunderne får stadigt mere for de samme penge, skriver BlueKolding i en pressemeddelelse.

For tredje år i træk har BlueKolding øget sine investeringer i bedre vandmiljø, mere klimatilpasning og udnyttelse af energien i spildevandet dramatisk, uden at det har kostet kunderne en krone ekstra. De seneste tre år har selskabet nemlig også formået at effektivisere driften markant og hvert år barbere fem procent af omkostningerne. Det har givet flere penge til miljø- og klimatiltag.

Større kloakker og færre overløb

BlueKolding har eksempelvis øget investeringerne i vandmiljø og klimatilpasning ved at anlægge større kloakker, blandt andet i Lunderskov, og ved at etablere en ny transportledning, der leder spildevandet fra Kolding til centralrenseanlægget i Agtrup. Desuden bliver der anlagt stadigt flere bassiner, som kan forsinke vandet fra de stigende regnmængder, så kloakkerne ikke bliver overbelastet.

– Det handler ikke mindst om at minimere de overløb af kun delvist renset spildevand, som kan forekomme ved skybrud og langvarig kraftig regn, simpelthen fordi kloakkerne er for små til at håndtere nutidens vandmængder, forklarer BlueKoldings bestyrelsesformand, Tanya Buchreitz Løwenstein (V).

Spildevandsturbine og mere biogas

Udover miljø- og klima investerer BlueKolding også i nye løsninger, der skal udnytte ressourcerne, primært energi, i spildevandet.

– Vi har for eksempel øget vores produktion af biogas og etableret Danmarks første spildevandsturbine, der producerer strøm ved at udnytte energien i udløbet fra Centralrenseanlægget i Agtrup til Lillebælt, fortæller bestyrelsesformanden.

Hun understreger, at effektiviseringerne på driften ikke i sig selv er nok til at finansiere de omfattende miljø-, energi- og klimainvesteringer. De seneste tre års besparelser på 5 procent om året svarer samlet set til cirka 6 millioner kroner. Det er ikke meget i betragtning af, at investeringerne i samme periode er steget med sammenlagt cirka 115 millioner kroner.

– Men besparelserne kan finansiere afdragene på de lån, BlueKolding er nødt til at optage for at foretage de helt nødvendige miljø-, energi- og klimatiltag, uddyber Tanya Buchreitz Løwenstein.

Hun glæder sig over, at det på den måde endnu en gang er lykkedes at undgå prisstigninger for kunderne og alligevel sikre fortsatte investeringer i bedre vandmiljø, mere klimatilpasning og klimaneutral energiproduktion.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel