Kolding Netavis

Bilisters brændstofforbrug giver penge til lokalsporten

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

OK støtter sporten – og det har givet penge til lokale arrangementer.

Hvis du tanker på en OK-tank i Kolding, så kan du være med til at støtte lokalsporten.

OK har uddelt tre sponsorater, som netop er kommet til ved, at bilister tanker hos OK.

Kolding Badminton har modtaget godt 10.000 kroner. Kolding Boldklub godt 19.000 kroner, og så kan Kolding Håndboldklub score godt 49.000 kroner for det seneste år.

Top badminton hos Kolding Badminton

Kolding Badmintons 1. divisionshold skal den 7. december ud i en vigtig kamp. Pengene fra OK bruges blandt andet på sæsonafslutningen:

– Vi har ca. 300 medlemmer i Kolding Badmintonklub og her af er ca. halvdelen børn og unge spillere, fortæller formanden Ina Thomsen, og hun forklarer videre:

– Vi bruger blandt andet vore sponsorpenge på sæsonafslutningen, hvor vi prioriterer det sociale samvær meget højt. Her spiller vore børn og unge sammen på tværs af årgangene, og her bliver der også markeret, hvem der er årets spiller, kammerat osv. Og så bruger vi også en del på at have fuldtidsansatte træner. Vi arrangerer selv fire stævner i løbet af sæsonen for de forskellige årgange. Vores næste vigtige arrangement er at vores 1. Divisionshold skal spille mod Aalborg Triton lørdag 7. december kl. 16.00 i Kolding Ketcher Center, hvor vi håber der kommer mange og hepper på vores unge hold, og der er gratis adgang til kampen.

Kolding BK prioriterer trænerkurser

Kolding Boldklub bruger sponsoratet på trænerkurser:

– Vi havde 100 års jubilæum i sommer, som vi brugte en del penge på, så vi er meget glade for aftalen med OK, der giver os nogle nye økonomiske muligheder, fortæller Tommy Meyer fra bestyrelsen i Kolding Bold Klub, og han forklarer videre:

– Vi har 700 medlemmer og her af er flertallet børn og unge. Så derfor er det vigtigt for os, at vi kan have dygtige og kompetente trænere til alle vore mange medlemmer. Det får vi ved at tilbyde, at de kommer på de relevante kurser. Det er jo somme tider kun enkelte kurser, men ofte er der en række løbende kurser, så trænerne hele tiden bliver ajour ført. Så det er en af de væsentlige udgifter vi har, og som vi bruger pengene fra OK til.

Støtte til de yngste

Hos Kolding Håndboldklub bruges pengene eksempelvis på et nyt tiltag, som de startede sidste år:

– Vi bruger vore sponsorpenge blandt andet på et tiltag vi satte i gang sidste år, med Trille Trolle håndbold/leg hver lørdag formiddag, fortæller kasserer Tove B. Madsen fra Kolding Håndboldklub, og fortsætter:

– Det er hygge spil og lege, hvor forældrene også er med, da det er for de alleryngste. Så det kræver lidt andet udstyr, der netop passer de deres størrelse. Ellers har vi også træning for børnene i de næste årgange, det vil sige fem til syv år, og der skal også bruges lidt andet udstyr, blandt andet bløde bolde osv. Og på begge de nævnte hold, har vi ca. 40 deltagere. Ellers er det jo udgifter til dommere, stævnedeltagelse og halleje samt rekvisitter der skal bruges penge til. Vi har ca. 200 medlemmer i alt og her af er flertallet børn og unge spillere. Vi har også en aerobic afdeling for voksne, der selvfølgelig også skal have noget udstyr engang imellem. Så vi er glade for aftalen, som vi har haft med OK Plus i 24 år.

Du kan støtte lokalsporten med dit OK benzinkort. På kortet kan du vælge, at knytte kortet til sponsoraftalen. Det er gratis for kunden og OK støtter dermed med en øre for hver liter brændstof, der tankes på kortet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel