Kolding Netavis

Bestyrelsen blev genvalgt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Formand for støtteforeningen for Hospice Kolding, Lissen I. Schougaard, blev sammen med resten af bestyrelsen genvalgt. Privatfoto.

Støtteforeningen for Hospice Kolding har holdt generalforsamling. Her var der opbakning til, at hele bestyrelsen kan fortsætte.

-Jeg er rigtig glad for generalforsamlingens opbakningen til bestyrelsens vision om ”et bynært Hospicelignende tilbud til alle borgere uanset diagnose”. Sådan siger en genvalgt formand for støtteforeningen for Hospice Kolding Lissen I. Schougaard.

Støtteforeningen har løbende holdt møder med regionens formand Stephanie Lose. Dog med den nedslående besked hver gang, at det er Folketinget, der beslutter antallet af hospicepladser i Danmark, og at Fyn står først for, da Region Syddanmark lever op til det antal pladser, der skal være her i området pr. indbygger.

Det står i skærende modsætning til, hvad støtteforeningen oplever, nemlig at der fortsat er behov for et specialiseret palliativt tilbud og at tilbuddet om en hospiceplads ofte kommer for sent.

-Det var baggrunden for, at vi i samarbejde med Kolding Kommune, fik kommunen til at oprette to palliative pladser på Vesterløkke, og at Støtteforeningen indsamlede midler til et daghjem (Gæstehuset Vesterløkke) for alvorligt syge, som plejes i eget hjem, som vore frivillige holder åbent hver tirsdag, fortæller Lissen I. Schougaard og fortsætter:

-Fra Kolding Kommune har vi oplevet stor imødekommenhed. Blandt andet fra den nuværende borgmester Knud Erik Langhoff (C), der har været en del af støtteforeningen siden dens opstart og fra senior og sundhedsdirektør, Anette Lund.

På generalforsamlingen blev der vedtaget en vedtægtsændring, der åbner muligheden for, at støtteforeningen samarbejder med Kolding kommune om enten at udvide antallet af pladser på Vesterløkke, eller blive en del af et specialiseret palliativt plejetilbud på et kommunalt plejecenter eller som en afdeling på et privat plejecenter, i samarbejde med en velrenommeret humanitær forening.

-Vi har jo noteret os, at Kolding Kommune overvejer at bygge et nyt plejecenter ved Skovvangen. Det er for os at se en perfekt placering i forhold til Sundhedscenter og Kolding Sygehus. Der kunne vi godt se Hospiceforeningen være en del af. Og det fik vi opbakning til at forsøge, slutter Lissen I. Schougaard.

Bestyrelsen blev genvalgt og består af formand Lissen I. Schougaard, næstformand Lis Ravn Ebbesen, kasserer Claus Warming, Nils Sjøberg, Lars Thomasen, Inga Rønn Hillersborg og suppleant Carsten Vixø Kristensen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel