Brandsikringen halter meget i etagebyggeriet på Engstien i Kolding, fortæller en beboer til Kolding Netavis.
Steen Elkjær Myrvig, bosiddende på Engstien i Kolding, retter en skarp kritik mod brandsikkerheden i boligområdet AAB/Bovia, hvor han mener, at både adgangsforhold og flugtveje er utilstrækkelige ved brand. Derfor har han politianmeldt både Bovia/AAB og afdelingsbestyrelsen, fortæller han til Kolding Netavis.
Særligt de snævre indkørselsforhold bekymrer ham, da brand- og stigevogne ifølge stationsleder på brandstationen i Kolding i følge ham kræver mindst fem meter kørebane foran ejendommen for at kunne yde forsvarlig indsats. På Engstien er der dog blot tre meter kørebanefliser, hvilket betyder, at støttebenene fra stigevognen ikke kan slås helt ud uden risiko for at stigevognen vælter på grund af den bløde jord mod åen. Ifølge Steen Elkjær Myrvig kan dette i værste fald forhindre redningsberedskabet i at nå frem, hvis der opstår brand.
-Min familie oplevede selv en alvorlig brand på A D Burcharths Vej, hvor brandvæsenet ikke kunne komme til, og ejendommen brændte ned på kort tid. Det gjaldt derfor om at komme ud i tide – heldigvis undgik vi personskader, men de materielle skader var omfattende, fortæller han til Kolding Netavis.
Kritiske spørgsmål afvises eller besvares ikke
Steen Elkjær Myrvig har rettet henvendelse til Kolding Brandstation og Bovia/AAB, som ejer boligerne, men har oplevet, at kritiske spørgsmål blev afvist eller ikke besvaret. Især undrer han sig over, hvordan beboerne kan evakueres sikkert, når altanerne er eneste flugtvej på grund af manglende nødtrapper i ejendommen.
-Skal beboerne springe ud fra altanerne i tilfælde af brand og håbe på at lande i en busk? Det er helt uacceptabelt, siger han.
Derudover har Steen Elkjær Myrvig også meldt problemer med langvarig parkering af motorcykler og trailere på brandvejen, som blokerer for adgang til ejendommen og papircontaineren. Dette skaber en ekstra risiko, så brandudrykningskøretøjer ikke kan komme frem i en nødsituation.
Steen Elkjær Myrvig oplyser til Kolding Netavis, at han har politianmeldt både Bovia/AAB og afdelingsbestyrelsen på Engstien for manglende brandsikring og for ikke at overholde reglerne om fri brandvej. Ifølge Steen Elkjær Myrvig er dette nødvendigt for at sætte fokus på sikkerheden i området, selv om det kan skabe dårlig stemning.
-Bovia/AAB har tilsyneladende ikke villet tage kritikken til sig, da det vil koste millioner at rette op på brandsikkerheden i de omkring 8000 lejligheder, de administrerer i området, forklarer han og opfordrer til et større brandeftersyn af boligområderne.
-Brandsikring er helt afgørende i en beboelsesejendom med 32 lejligheder og dobbelt så mange beboere. Det er ikke bare et spørgsmål om bygningens materielle værdier, men grundlæggende for borgernes liv og helbred, slutter Steen Elkjær Myrvig.
Det er AAB, der ejer boligerne på Engstien og de administreres af Bovia.
OPDATERING 2. marts
Trekantbrands journalist, Maria Søgård Jørgensen, har rettet henvendelse til Kolding Netavis. I en mail afviser hun, at nogen på Kolding Brandstation har snakket med Steen Elkjær Myrvig.
-Det nævnes ikke, hvad vedkommende hedder, men Lars Hermansen, der er stationsleder i Kolding, har aldrig talt med Steen. Lars udtaler sig desuden ikke i sager som disse. Han henviser altid til TrekantBrand. Muligvis har Steen talt med nogen i forbyggende afdeling hos TrekantBrand, fortæller Maria Søgård Jørgensen i en mail til Kolding Netavis.
Kolding Netavis har forelagt Trekantbrands afvisning for Steen Elkjær Myrvig. Det afviser han.
-Jeg har jo talt med en på Kolding Brandstation, der viste mig rundt. Jeg fik lov til at tage billeder og fik at vide, at stigevognen skulle bruge fem meter, når den er slået ud. Hvor skulle jeg ellers vide det fra, siger han til Kolding Netavis.



