Skip to main content

Kolding Netavis

Ambitiøse Daniel får studiepris for at skabe sammenhold i klassen

Elo Christoffersen
Som en del af sin toårige uddannelse til Markedsføringsøkonom, har Daniel også været et halvt år i Bergen i Norge og læse et semester via EU’s Erasmus-ordning. Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

22-årige Daniel har altid været en, der arbejdede for et godt sociale miljø i de klasser, han har gået i.

Ambitiøse Daniel får studiepris: 22-årige Daniel Roost Træholt har gjort en stor indsats for at skabe fællesskab på sin videregående uddannelse som Markedsføringsøkonom på IBA i Kolding. Et af hans mange initiativer var at skaffe klassens egen kaffemaskine – et samlingspunkt, hvor de studerende kunne mødes og tale sammen.

Daniel har formået at få alle i klassen til at føle sig inkluderede og tale sammen. Og som medlem af studierådet har han også været med til at udvikle uddannelsen. For sit store engagement modtog han en velfortjent studiepris ved sin dimission.

-Jeg synes, det er vigtigt at få alle med. Det gør mig glad, når klassen fungerer godt, fortæller Daniel i en pressemeddelelse.

Et socialt engagement gennem hele skoleforløbet

Daniel har altid været aktiv i klassen og deltaget i klasseråd og sociale arrangementer gennem sin skoletid. Han sætter stor pris på det sociale liv i uddannelsen:

-Jeg har fået mange gode kammerater gennem mit studie, så det er virkelig vigtigt for mig, at klassen fungerer godt. Det gør også bare hverdagen meget sjovere, siger han.

Daniel er vokset op i Hejnsvig og har taget sin HHX i Grindsted. Han er markedsføringsmand helt ind i knoglerne og har allerede haft egen virksomhed, hvor han hjalp små virksomheder med annoncer på Facebook og Meta Ads.

Nu læser han videre på en professionsbachelor i International Handel og Markedsføring på IBA. Da den uddannelse foregår online, flytter Daniel til Aarhus for at prøve studielivet der, men flere gange om ugen pendler han til Vejle, hvor han har studiejob hos Media Group Denmark, et digitalt mediehus.

Selvom han ved, at det vil kræve, at han studerer i weekender og på fridage, er han fuldt indstillet på det.

En klar og langsigtet plan

Daniel har store ambitioner for fremtiden. Han vil gerne blive Chief Marketing Officer (CMO) eller administrerende direktør (CEO) i en virksomhed, hvor han kan stå for den overordnede markedsføringsstrategi. Derfor planlægger han også at læse en diplomuddannelse i ledelse på IBA senere.

-Jo, jeg kan godt lide at have en plan, slutter Daniel.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: